Klubsamarbejde

Læs om samarbejdet mellem klubberne og Sailing Aarhus

Klubsamarbejde

Hvordan bidrager Sailing Aarhus til fællesskabet i Aarhusbugten?

Vi kan godt forstå, hvorfor det for det gennemsnitlige klubmedlem kan være svært at gennemskue, hvordan Sailing Aarhus bidrager til fællesskabet i Aarhusbugten. Derfor har vi skrevet denne tekst for at give overblik over de opgaver, som Sailing Aarhus løfter i samarbejde med sejlklubberne i Aarhusbugten med henblik på at støtte udviklingen og udbredelsen af sejlsporten.

Sailing Aarhus’ overordnede mission og formål:

Opgaven er i alle facetter at støtte udviklingen og udbredelsen af sejlsport i Aarhus-området ved at udvikle, organisere og varetage de opgaver, som vil have større effekt ved fælles indsats end ved, at de enkelte klubber hver for sig varetager opgaven.

Formålet er at fremme og udbrede sejlsporten og kendskabet til sporten ved at arrangere en bred vifte af sejlsportsmæssige aktiviteter på og ved Aarhusbugten i samarbejde med klubberne ud fra devisen: ”Sammen er vi stærkere”.

Hvilke opgaver varetager Sailing Aarhus til gavn for klubberne i Aarhus?

  • Hvervning af stævner: Erhvervelse af nationale og internationale sejlsportsstævner og events i overensstemmelse med klubbernes, Aarhus Kommunes og Sport Event Denmarks 2023-plan – minimum ét stort mesterskab hvert år frem til 2030.
  • Myndighedstilladelser: Indhentelse og udarbejdelse af myndighedstilladelser ved nationale og internationale stævner og events herunder sikkerhedsprocedurer på land og vand.
  • Folkefest: Facilitering af hele folkefestdelen omkring internationale events forstået ved aktiviteter på land, markedsføring, hospitality og sponsoraktivering, borgerinddragelse mv.
  • Fundraising: Varetagelse af fundraising-indsatsen for at understøtte sejlsportsstævner, events og projekter omkring sejlsporten og foreningslivet. Sailing Aarhus hentede mellem 2019 og 2023 +1,1 mio. i fondsstøtte til diverse projekter.
  • Eksponering af sejlsporten: Gennem en aktiv presseindsats med nyheder, billeder, video og pressetekster sikrer Sailing Aarhus omtale af stævner og events i Sailing Aarhus regi.
  • Lokale sejlsportsnyheder: Gennem dialog med lokale klubber er Sailing Aarhus med til at fortælle historier fra det lokale sejlsportsmiljø for at øge eksponering af og interesser for sejlsporten. F.eks. har Sailing Aarhus et samarbejde med elitesejlerprojektet MAST – Marselisborg Sailing Team – Sailing Aarhus har skrevet 10+ nyheder til gavn for sejlerne, sponsorer og andre.
  • Finn Beton Fonden: Administrering af Finn Beton Fonden der hvert år uddeler et større kontantbeløb til lokale sejlere i jagten på en sejlsportskarriere. I 2022 uddelte fonden 83.500 kr. i støtte til lokale sejlere i vækstlaget under sejlerlandsholdet.
  • Frivillighåndtering: Ansvar for hvervning af frivillige til alle stævner og events i Sailing Aarhus regi med alt, hvad det indebærer. I 2022 hjalp cirka 400 frivillige til i forbindelse med Sailing Aarhus’ 15 events. Hvert år sørger Sailing Aarhus for en frivilligfest for alle frivillige i årets løb.
  • Sponsorsamarbejde: Gennem aktivt sponsorsamarbejde sørges der for finansiering af præmier, molespise, dækning af driftsomkostninger og andre udgifter. Aftalerne har en værdi på over 700.000 kr. til såvel drift som stævner og events.
  • Manage2Sail: Står for betalings- og tilmeldingssystemet til samtlige events i Sailing Aarhus regi. Det gælder såvel betaling som administration.
  • NoR og sejladsbestemmelser: Udarbejdelse af sejladsbestemmelser og Notice og Race til alle stævner og events i Sailing Aarhus regi.
  • Grejtrailer: Anskaffelse af grejtrailer som kan benyttes af klubber til mindre stævner og events. Traileren indeholder to hele baner til stævneafvikling.

Sailing Aarhus betalte i løbet af 2022’s stævne -og eventsæson 190.000 kr. tilbage til klubberne i tæt samarbejde med dem for deres involvering.