Sailing Aarhus Week ⌟

Klar til start: Nu er programmet klar til Sailing Aarhus Week 2019

26. august 2019

I denne uge går det løs til Sailing Aarhus Week 2019, og festivalpladsen tager i skrivende stund form ved siden af Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Og med få dage tilbage til start, er festivalprogrammet endelig på plads. Der skal dog tages forbehold for enkelte ændringer.

Aarhus Festuge skydes i gang i denne uge, og for første gang i festugens historie bliver det i år i selskab med Sailing Aarhus Week – en ny maritim folkefest på Aarhus Ø.

Det hele foregår i og omkring Aarhus Internationale Sejlsportscenter, og på programmet er der blandt andet lækker mad og drikke, spændende foredrag, seervenlig sejlsport og et hav af sjove maritime aktiviteter for såvel store som små.

Programmet har været længe undervejs, men nu skulle det være så godt som på plads – dog med forbehold for ændringer. Find programmet, der er opdelt i de fem kategorier – sejlads, drikke, mad, aktiviteter og cowork – på vores hjemmeside eller her.

Farverigt fyrtårn, funky fredagsbar og festlige foredrag

Blandt det, der kommer til at foregå i ugens løb, vil vi fremhæve Hans Krull og Peter Birks spektakulære fyrtårn, som er syv meter højt, har masser af symbolik og vil pryde pladsen i hele festivalugen.

Man kan også høre meget mere om værket, når Hans Krull torsdag den 5. september byder på en spændende artisttalk. Hans Krull er blot én af flere inspirerende taler, som gæster sejlsportscentret i festivalugen. Man kan også møde skattejæger Stig Thornsohn, kendt fra TV, samt eventyren Nicolai Bornholm, der fortæller om sin tur fra Fiji til Australien.

Hver dag er der tilskuervenlige sejlsportsaktiviteter i vandet nord for sejlsportscentret, og på festivalpladsen finder man et overflødighedshorn af mad og drikke. Men højdepunktet bliver utvivlsomt den unikke, maritime stemning, som kommer til at præge området med hyggelige loungesektioner, barer – herunder fredagsbar, maritim kunst og meget, meget mere.