Sailing Aarhus Week ⌟

Foredrag: Hør spændende fortællinger om eventyr i tropeparadis, skattejagt på havbunden og Krulls kreative kunstunivers

22. august 2019

28. august åbner Sailing Aarhus Week 2019 med et hav af spændende indslag, herunder flere inspirerende foredrag om blandt andet eventyr i tropeparadis, skattejagt på havbunden og kreative kunstprojekter. Det hele finder du i vores begivenhed ”Sailing Aarhus Week 2019 – maritim folkefest på Aarhus Ø” eller her på vores hjemmeside.

Du kan roligt sætte kryds i kalenderen flere hverdagsaftener i løbet af Sailing Aarhus Week 2019, hvor vi disker op med flere inspirerende foredrag af maritim karakter.

Det starter allerede mandag d. 2. september, hvor langturssejler Nicolai Bornholm Nielsen fortæller om sit 11 måneder lange eventyr fra Fiji til Australien blandt hajer og høvdinge.

Tirsdag d. 3. kan du møde Stig Thornsohn alias Indianer-Stig, som blandt andet er kendt fra DR1’s populære programserie ”Jagten på havbundens hemmeligheder. Han fortæller om havets finurligheder på baggrund af mange år som skattejæger og medbringer verdens ældste øl, som er bjerget på et gammelt vrag.

Artisttalk og søfartssikkerhed

Onsdag d. 4 kan du blive meget klogere på søfartssikkerhed, når SejlSikkert er vært ved et hyggeligt arrangement om sikker færden på vandet. Hvis vejret tillader det, vil der være mulighed for at se en redningshelikopter i aktion.

Om torsdagen, d. 5. september, er det den karismatiske multikunstner Hans Krull, der står bag en inspirerende ”artist talk” om sit eget kreative univers og ikke mindst det spændende fyrtårn-projekt, som kan ses på græsstykket ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

Både før og efter foredragene kan du gå på opdagelse i og omkring Aarhus Internationale Sejlsportscenter, hvor der er god mulighed for at finde lækker mad og smagfulde drikke.

Pink cap party og festlig fredagsbar

Det stopper ikke ved spændende foredrag, for i løbet af Sailing Aarhus finder du ligeledes et væld af festlige indslag, som du kan tilmelde dig i vores Facebook-begivenhed.

Et af de store trækplastre bliver et såkaldt ”pink cap party”, som Fever-Tree står bag, hvor du i løbet af tre timer får lækre gin & tonics og pil-selv rejer ad libitum krydret med sprøde loungerytmer fra DJ Thode.

Derudover er der festlig fredagsbar, fællesspisning, bådture, havnerundfarter, TRX, yoga og meget, meget mere. Tjek hjemmesiden ud og deltag i vores Facebook-begivenhed, hvor du finder specifik information om hver aktivitet i vore opslag.