Nyheder ⌟

’Youngster Waszp’ på Aarhusbugten har fået en flyvende start

8. december 2020

I sidste uge blev Aarhus’ nye foilingsatsning ’Youngster Waszp’ sat i gang med to træningssessioner for unge sejlere på Aarhusbugten. Projektet nyder rigtig flot opbakning fra såvel unge sejlere som klubber og fortsætter på søndag den 13. december, hvor der tilmed afholdes infomøde bagefter. 

Sidste mandag var seks forventningsfulde teenagesejlere fra Marselisborg Sejklub, Kaløvig Bådelaug, Aarhus Sejklub og Egå Sejlklub mødt op i Aarhus Internationale Sejlsportscenter for at prøve kræfter med foiling-sejlads for første gang.

Aarhus Sejlklub havde stillet to ribs til rådighed for instruktørerne Magnus og Lennart Frohmann, der til gengæld udlånte deres to Waszp-joller til sejlerne. Sejlerne fik sig alle en lærerig og sjov eftermiddag på vandet ved den lejlighed, og denne søndag gentog instruktører og ni sejlere Waszp-træningen. Den blev igen en stor succes, beretter instruktør Magnus Frohmann.

– Det hele er forløbet rigtig godt. Første gang var fire piger og én dreng mødt op, og til trods for deres unge alder og beskedne vægt lykkedes det dem alle ud at foile. I søndags var vi ni. Vi synes, at vi er ved at skabe et solidt fundament at bygge videre på. Næste træning foregår på søndag (red. 13. december), hvor vi også præsenterer projektet ved et møde bagefter, fortæller Magnus Frohmann.

Makskapacitet og fuld opbakning fra klubberne

Aarhus råder takket være Frohmann-brødrene over to Waszp-joller, hvilket sætter begrænsning for deltagerantallet. I første omgang var makskapaciteten 10 sejlere, men grundet det kølige vintervejr og ventetiden på vandet, har holdet bag ’Youngster Waszp’ besluttet at fastsætte et deltagerloft til seks sejlere på søndag. Trods vejr, vind og ventetid, har humøret været højt, fortæller Magnus Frohmann.

– Vi har fået fantastiske reaktioner på initiativet fra sejlerne, men også fra klubberne, der alle støtter op og hjælper med praktiske og sikkerhedsmæssige opgaver. Det tegner godt for fremtiden. Det er vigtig at understrege, at det her kun er begyndelsen, for vi håber, at projektet kan vokse sig stort, forklarer han.

Foruden klubberne i Aarhusbugten har Sailing Aarhus også meldt sig på banen for at støtte op om projektet. Blandt andet ved at assistere med fundraising i håbet om at udvide den beskedne Waszp-flåde i Aarhus.

Vil du sejle Waszp eller høre mere?

Fra i går trådte skærpede restriktioner i kraft i Aarhus. Det udfordrer infomødet efter træningen på søndag, hvor Magnus Frohmann og Youngster Waszp håber at finde en ansvarlig måde at gennemføre det på. Det vil sandsynligvis betyde færre pladser. Han lover dog, at der igen være plads til flere sejlere, når vejret bliver bedre og smitterisikoen mindskes.

Er du som ung sejler fristet af at sejle Waszp eller høre nærmere om projektet, kan du rette henvendelse til Magnus Frohmann på mailadresse: mafsvs@gmail.com. Det samme kan du gøre, hvis du ønsker at støtte projektet på den ene eller anden måde.

I den forgangne weekend var fotograf Peter Brøgger desuden med på vandet for at tage billeder fra træningen. De kan ses i galleriet på Sailing Aarhus’ Facebookside eller på vores hjemmeside.

Magnus Frohmann

Magnus Frohmann (som styrer RIB-båden) er instruktør for de unge sejler. Selv er han en habil sejler og sammen med sin bror Lennart ejer af de to Waszp-joller. Foto: Peter Brøgger