Sammen med Sailing Aarhus arrangerer X-Yachts sin tilbagevendende begivenhed; nemlig X-Yachts Gold Cup 2021. I 2019 blev eventen afholdt hjemme ved værftet, der ved samme lejlighed fejrede X-Yachts’ 40 års jubilæum. Men nu skal der prøves kræfter i ‘Smilets by’, Aarhus.
Over 100 danskbyggede og blankpolerede sejlbåde fra X-Yachts – de fleste i millionklassen vil i pinsedagene stråle om kap langs broerne på Aarhus Ø, og man forventer 1200 sejlerglade mennesker fra mere end 15 nationer. På Bugten dystes i familie- og racing-klasser, og på landjorden dyrkes de gode relationer. X-Yachts Gold Cup vil, som altid, få international bevågenhed og stærk mediedækning.
– I 2019 afviklede vi Gold Cup i Haderslev med stor succes. Mere eller mindre alle vores medarbejdere var involveret, og det var en helt uforlignelig oplevelse at afvikle så stor en event i forbindelse med den ganske særlige lejlighed, som 40 års jubilæumsåret var, forklarer CEO Kræn Brinck Nielsen.
X-Yachts har været i dialog med Sailing Aarhus igennem de seneste par måneder, og med et imponerende CV for event-afvikling, var der ikke så meget slinger i valsen; X-Yachts’ CEO er ikke i tvivl om, at Sailing Aarhus kan løfte opgaven:
– Vi skal løbende fornye os, og samarbejdet med Sailing Aarhus i 2021 giver rigtig god mening, fordi de har stor erfaring med at afvikle internationale events, uddyber CEO Kræn Brinck Nielsen.
Aarhus Internationale Sejlsportscenter bliver omdrejningspunkt
– Vi er én stor X-Yachts familie, og særligt community-tankegangen har vist sig at være meget værdifuld. Det betyder alt, at vores X-Yachts ejere kan samles og nyde et par dage med socialt samvær og sjov på vandet, og netop den slags oplevelser vil blive husket for altid. Aarhus er et perfekt sted at samles; det er en charmerende by med mange kulturelle facetter, så der er lidt for enhver smag, slutter Kræn.
Faciliteterne i og omkring Aarhus Internationale Sejlsportscenter er helt unikke, hvilket bl.a. betyder, at alle deltagere kan samles og ligge lige omkring centeret med deres X’er, og sejladsen kan følges på tæt hold fra terrasserne og lounge-området.
CEO, Jon Kock Hansen er begejstret for samarbejdet:
– Det giver virkelig god mening at lave denne event sammen med X-Yachts, ikke mindst fordi vi har samme værdisæt. Vi skal få folk til at føle sig godt tilpas, når de deltager i en event her hos os. I tæt samarbejde med X-Yachts får vi arrangeret en fantastisk event, og vi glæder os meget til at komme i gang med forberedelserne. Vi er 100% klar til at give den fuld gas nu, fortæller Jon entusiastisk.
Datoen for eventen er pinsen 2021 på datoerne 21 – 23 maj, og inden længe åbnes der for tilmelding via sailing-aarhus.dk. Her løfter man også sløret for et mere detaljeret program for pinsen.
Af X-Yachts A/S og foto Frederik Sivertsen