Nyheder ⌟

X-Yachts Gold Cup 2021 blev en mindeværdig fest for sejlerfolket

1. september 2021

Der var selvsagt masser af fantastisk X-Yachts-kapsejlads, da Gold Cup i første weekend af Sailing Aarhus Week 2021 blev gennemført. Men dette års Gold Cup vil i særdeleshed blive husket for glade frivilligsmil, sublime rammer og ikke mindst et brag af en lørdagsfest i sejlsportens tegn. En sand fest for sejlerfolket, som X-Yachts selv døbte Gold Cup 2021.

Som sejler kunne man måske kun have ønsket sig lidt sol, men ellers var der ifølge X-Yachts styr på alt andet. Frisk vind fra nord og to hele dages kapsejlads på alle niveauer. Helt perfekt logistik i Aarhus Internationale Sejlsportscenter og kompetent ledelse på vandet.

Og så var der det sociale … Sideløbende med X-Yachts Gold Cup 2021 var der finale i Sejlsportsligaens 2. division, som også bidrog til at skabe en uforglemmelig sejlerfest lørdag aften, hvor X-Yachts regattadinner fandt sted. Små 500 sejlere festede igennem med blandt andet skønsang leveret af Women On Water og et brag af en Springsteen-koncert med bandet The Boss, der fyldte dansegulvet fra første tone.

– Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at deltagerne i årets Gold Cup fik en god oplevelse med hjem, uanset hvilken sejlermæssig erfaring og forventning de stillede op med. Dermed var et af vores vigtigste mål indfriet. Derudover er der mange andre positive aspekter, vi som virksomhed er stolte af, fortæller X-Yachts CEO Kræn Brinck Nielsen og fortsætter:

– Den enorme indsats, som klubberne og de frivillige i Sailing Aarhus bød ind med, er virkelig enestående og et fantastisk eksempel på, hvordan engagement og frivillighed kan styrke sejlsporten. På vegne af X-Yachts kan jeg klart sige, at det absolut ikke er fjernt for os at afvikle mange andre gode sejlsportsevents i Aarhus i årene fremover. Samtidig vil jeg gerne takke varmt på alles vegne, lyder det fra Kræn Brinck Nielsen, som selv var gast på værftsejer Ib Kunøes X46, der sluttede som 4’er i sportsklassen.

Håb om flere X-Yachts-events i fremtiden

Også i Sailing Aarhus-lejren var stor tilfredshed med afviklingen af første weekend af Sailing Aarhus Week 2021, der løber simultant med Aarhus Festuge og byder på mere sejlsport og maritime aktiviteter i den kommende uge.

– Tak til X-Yachts for at stole på, at vi kunne løse opgaven. Der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til alle de frivillige som udførte jobbet med krum hals. De frivillige er uvurderlige ved større arrangementer som Gold Cup – vores varemærke. Vi føler, at vi har knyttet et stærkere bånd til X-Yachts og håber på, at det udmønter sig i flere sejlsportsevents i fremtiden. Og så var det bare spektakulært at se så mange flotte kølbåde i Aarhus Havn på én gang, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen.

– For første gang afviklede vi en Gold Cup sideløbende med et andet stort sejlsportsarrangement, og det er der flere gode grunde til. Sejlsportsligaen med Peter Wolsing i spidsen er et virkelig godt projekt, der ligesom X-Yachts bifalder glæden ved sejlsport. Det er af samme grund, at Ib Kunøe, der ejer X-Yachts, også er storsponsor af ligaen, tilføjer Kræn Brinck Nielsen og uddyber:

– Et andet projekt, som vi også var så heldige at kunne præsentere under Gold Cuppen, er det danskbaserede Race For Oceans, der sætter fokus på Verdensmål 14 – livet i havet, herunder den stigende plastikforurening i havene omkring os. Det gør man ved at skabe synergi mellem sport, strandrensning og viden – og i forbindelse med Gold Cup-festen lørdag startede vi en indsamling, som rigtig mange bakkede op om.

Se billeder fra X-Yachts Gold Cup her, resultater her samt aftermovie lige herunder.