Peter og Jonas Warrer og resten af holdet fra Aarhus Sejlklub var i spidsen af Nord Stream Race efter 2. etape, men umiddelbart før starten på 3. etape kolliderede den danske båd med den svenske. Skaderne var så store, at begge både nu er udgået af dette års sejlads.
Øv! Det så ellers så lovende ud for Aarhus Sejlklub anført af Peter og Jonas Warrer i Nord Stream Race. Holdet førte langdistancesejladsen før afgang mod Helsinki, men allerede før starten gik, var det slut for i år.
Den danske båd kolliderede således med den svenske, og skaderne var så alvorlige, at ingen af de to både var i stand til at fortsætte sejladsen. Derfor er begge nu udgået.
– Før starten kæmpede vi for at få den bedste position, som man nu gør. Vi ville gerne dykke ind bag agterenden på den svenske båd, og jeg vurderede, at det var muligt, lød det fra Peter Warrer, der efterfølgende tog det fulde ansvar for kollisionen.
– Jeg fejlberegnede tydeligvis den plads, der var, og så sejlede vi ind i den svenske båd. Det er ærgerligt, og det er aldrig rart med sammenstød, fortalte skipper Warrer i en pressemeddelelse.
Danskerne lå i vinderposition
Efter to andenpladser i de to foregående etaper havde det danske hold placeret sig på en flot samlet førsteplads inden etapen fra Stockholm mod Helsinki. Derfor gør det ekstra ondt på den rutinerede skipper, der har Jonas Warrer med i den 11 mand store besætning.
– Det er hårdt, fordi vi lå, som vi lå. Vi førte komfortabelt. Vi lå i en god position til at vinde Nord Stream Race. Men når vi lige kommer over på den anden side, tror jeg, vi vil sige: ’Hold k*ft, hvor sejlede vi godt. Og hvor ærgerligt, vi ikke kunne tage den hele vejen, fortalte Peter Warrer til pressen.
Trods den ærgerlige afslutning på Nord Stream Race for den danske og svenske båd er der ingen sure miner. Efter sigende købte den svenske skipper, Christian Harding, pizza til alle og inviterede Peter Warrer på besøg i sit hjem. Selvom der er sket stor materiel skade, er ingen personer kommet til skade, understreges det.
Måske endeligt farvel til Nord Stream Race
Årets Nord Stream Race kan meget vel blive det sidste, Peter Warrer har deltaget i, afslører han.
– Jeg tror ikke, at jeg er med igen. Jeg har haft min tid, og det har været fantastisk at være med i Nord Stream Race flere gange og vinde flere etaper, afslutter Peter Warrer og peger på Jeppe Borch som mulig arvtager til hans plads på holdet i fremtiden.
Nord Stream Race er en af de mest prestigefyldte sejladser i Østersøen. Ud over Danmark og Sverige bestod årets felt af hold fra Finland, Tyskland og ikke mindst Rusland, der snuppede sejren foran Danmark i 2019. Se den samlede stilling her.