Nyheder ⌟

VM ’20: Sygdomsramt Rindom måtte nøjes med 4. plads – Munch nr. 33

1. marts 2020

En halsbetændelse spændte ben for Anne-Marie Rindoms VM-forsvar, da hun og træningsmakkeren Anna Munch fra Kaløvig i den forgangne uge var til VM i Laser Radial i Melbourne, Australien. En hårdt kæmpende Rindom endte på 4. pladsen, mens Munch sluttede på 33. pladsen som i 2019.

De fleste sejlsportskyndige havde på forhånd nok regnet med, at den Aarhus-baserede og titelforsvarende Horsens-sejler Anne-Marie Rindom skulle sikre endnu en dansk medalje, da der i den forgangne uge blev afviklet Laser Radial-VM i Melbourne, Australien.

Det så da også længe ud til at holde stik, men på finaledagen gled Rindom ud af podiet og måtte tage til takke med en samlet 4. plads. Det startede ellers så lovende, men undervejs blev missionen om at generobre VM-guldet besværliggjort af sygdom og ikke mindst et drilsk uvejr, som aflyste flere sejladser undervejs.

– Selvfølgelig er jeg skuffet. Det var ikke min uge, og vejrforholdene var udfordrende. En halsbetændelse ramte mig desværre midt under stævnet, og selvom jeg kæmpede, var det ikke nok til at vinde en medalje. Jeg har gjort mig en masse erfaringer og fået et meget klart billede af, hvad der kan gøres bedre, lød det fra Anne-Marie Rindom via egen Facebook-side.

– Super flot sejlet af de andre piger og kæmpe tillykke til min træningsmakker og rigtig gode veninde Line (red. Flem Høst), som vinder sin første VM-bronzemedalje. Nu venter der en lille pause, hvor helbredet har første prioritet, og så fortsætter træningen op mod OL, afslutter Rindom.

Jævn 33. plads til Anna Munch

Lidt mindre forventninger var der til Laser Radial-feltets anden dansker, Anna Munch fra Kaløvig Bådelaug, som skulle forsøge at vise, at hun var kommet tættere på de allerbedste i klassen.

Trods en fin optakt til VM og momentvise gode takter i Melbourne endte Anna Munch på en jævn 33. plads – præcis som det var tilfældet ved VM i Japan i 2019. Undervejs blev det ellers til to top 10-sejladser, inden en tung afslutning på VM kostede i den samlede stilling.

Anne-Marie Rindoms evige konkurrent og regerende OL-mester hollandske Bouwmeester vandt VM-guld foran landsmanden Jonker, mens Rindoms veninde, norske Flem Høst tog sig af bronzen. Se alle resultater fra årets VM her.

Næste store stævne for Laser Radial-sejlerne bliver EM 2020 om nogle måneder, mens der for Anne-Marie Rindom også venter et vigtigt OL til sommer.