Nyheder ⌟

VM ’20: 17. plads til windsurfer Lærke Buhl-Hansen i RS:X

2. marts 2020

Med en samlet 17. plads ved det netop overståede RS:X-VM i Sorrento tegnede windsurfer Lærke Buhl-Hansen sig for positiv VM-fremgang i forhold til 2019, hvor hun endte som nr. 24. VM var første af to stævner i OL-udtagelsen, hvor Lærke Buhl-Hansen er eneste dansker og har sikret dansk nationsplads.

Den aarhusianske windsurfer Lærke Buhl-Hansen kan se tilbage på et RS:X-VM i Sorrento, Australien, som bød på masser af stabil surfing fra dansk side. Det udmøntede sig i en pæn placering som nr. 17 i den samlede stilling, hvilket var en fremgang på syv pladser i forhold til VM i 2019.

Omvendt var det en lille tilbagegang i forhold til VM i 2018, hvor Lærke Buhl-Hansen med en samlet 14. plads på hjemmebanen i Aarhus sikrede den danske nationsplads til OL, der finder sted i Tokyo til sommer.

VM i Australien var den første af to danske kvalifikationsstævner, mens den anden foregår i april i Trofeo Princesa Sofia Cup. Da Lærke Buhl-Hansen fra Aarhus Sejlklub er den eneste danske repræsentant i RS:X-klassen, handler det for hende om at bygge på og time formen frem mod OL.

Windsurfingguld til flyvende hollændere

Lærke Buhl-Hansen viste løbende stor stabilitet ogmarkerede sig undervejs for tre top 10-sejladser. Desværre noterede hun sig også for fire sejladser i ’plus 20-kategorien’, og derfor landede hun i sidste ende på 17. pladsen.

Mere flyvende var hollandske Lilian de Geus, som med pæn afstand til forfølgerne sikrede sig VM-guldet foran franske Charline Picon og israelske Noy Drihan på henholdsvis 2. og 3. pladsen. Se alle kvindernes RS:X-resultater fra VM her.

Hos mændene var der ligeledes hollandsk RS:X-guld. Kiran Badloe vandt således foran sin landsmand Dorian van Rijsselberghe og franske Thomas Goyard på de følgende pladser.

Næste store test for Lærke Buhl-Hansen og de øvrige RS:X’ere er som nævnt i april måned, hvor Trefeo Princesa Sofia Cup i Spanien løber af stablen.