Nyheder ⌟

Vellykket Volvo Foiling Days med 50 sejlere og ny, flyvende klasse

29. maj 2022

Årets udgave af Volvo Foiling Days bød blandt andet på en sublim lørdag med super sejlvejr, stor frivillig opbakning og fem klasser, herunder en helt ny i Foiling Days-sammenhæng. 50 sejlere på tværs af felterne fik masser af fed, svævende kapsejlads på Aarhus Bugt. Sailing Aarhus har ambitioner om flere klasser og deltagere i de kommende år. 

Lidt tynd luft på sidstedagen var ikke nok til at stoppe 50 sejlere i fem foilende klasser – A-Cat, Moth, Wind Foil, Kite Foil og Wing Foil – fra at få sig en masse fed kapsejlads på Aarhusbugten under Volvo Foiling Days 2022.

Især lørdag – dag 2 – vil blive husket for helt perfekte rammer for sejlerne, hvor der både var godt med vind og solskin over vandet ud for Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Efter sejladserne blev der serveret molepølser og lagt op til socialt samvær på tværs af klasserne på en lige så solbeskinnet tagterrasse i sejlsportscenteret.

– Vi har haft en supergodt stævne med nogle rigtig gode sejladser lørdag. Vi har fået positiv respons fra sejlerne – ikke mindst for setuppet, hvor vi bør sende en tak for indsatsen til de frivillige fra især Århus Windsurfing Klub og Aarhus Sejlklub. Alt i alt er vi meget tilfredse med stævnet, fortæller stævneleder Christinna Selmer Læbel fra Sailing Aarhus.

Stort udviklingspotentiale og ny Wing Foil-klasse

Volvo Foiling Days handler om at samle de foilende klasser under ét tag og være katalysator for udvikling i foiling-miljøet. Stævnet viste da også et stort udviklingspotentiale, fortæller Sailing Aarhus, der håber på at nå over 250 deltagere på sigt.

– Ambitionerne er, at vi skal have et stort foilingstævne her i Aarhus, hvor vi kan komme op over 250 sejlere. I fremtiden kunne vi godt tænke os at udvikle vidensdeling-delen, invitere eksperter ind, lancere nye produkter og give anledning til mere nørderi omkring foiling, forklarer Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen om fremtiden for Volvo Foiling Days.

At eksperimentere og lege med formaterne er en del af det, Volvo Foiling Days skal kunne. Det gjorde sig også gældende på Wing Foil-banen, hvor ti sejlere var tilmeldt. Heriblandt OL-guldvinder Anne-Marie Rindom og nuværende Elite- og Talentcenter-chef Peter Hansen, der var ’sejlende baneleder’.

Wing Foil var med for første gang i Volvo Foiling Days og er en ny og upcoming klasse, som formentlig også vil være på Foiling Days-programmet i 2023. Mere om Wing Foil under Volvo Foiling Days følger i ugens løb.

Stævne-sejre til lokale sejlsportsstjerner

Volvo Foiling Days 2022 havde godt med stjernedrys trods det, at stævnet henvender sig til bredden snarere end eliten. Rutinerede James Johnsen vandt i Kite Foil, mens de lokale IQ Foil-favoritter Lærke Buhl-Hansen og Niklas Lillelund sejrede i de to Wind Foil-klasser.

Få det fulde overblik over resultater her og få top-3-placeringerne herunder:

Overblik over resultater:

Moth:

  1. Adriano Petrino, Hellerup Sejlklub
  2. Ulrik Dyre, Aarhus Sejlklub
  3. Mark Sloth Ibsen, Marselisborg Sejlklub

A-Catamaran:

  1. Frederik Stage-Nielsen, Kaløvig Bådelaug
  2. Peter Boldsen, Egå Sejlklub
  3. Eli Schrøder, Mariager Sejlklub

Kite Foil:

  1. James Johnsen, Kiteboarding Danmark
  2. Johan Beckett, Faaborg Sejlklub
  3. Jan Hauke Erichsen, Flensburger Segel-Club

Wing Foil:

  1. Frank Rosin, Boardsport e.V.
  2. Jan Blæsild, Risskov
  3. Christian Rindom, Horsens Sejlklub

Wind Foil:

  1. Niklas Lillelund, Århus Windsurfing Klub
  2. Rasmus Rosengren, Royal Swedish Yacht Club
  3. Alfred Dixen, Århus Windsurfing Klub

Wind Foil Junior/Women:

  1. Lærke Buhl-Hansen, Aarhus Sejlklub
  2. Rasmus Blakskjær, Århus Windsurfing Klub
  3. Oscar Buch, Århus Windsurfing Klub

Foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto