Nyheder ⌟

Vandglade Martine Roslev er ny eventkoordinator i Sailing Aarhus

12. april 2023

Sailing Aarhus har tilknyttet 27-årige Martine Roslev som ny eventkoordinator for resten af sæsonen. Martine er nyuddannet cand.mag. i oplevelsesøkonomi, glad for vandsport og brænder for at udvikle og skabe oplevelser, der gør indtryk på folk. Martine står i fritiden på både SUP- og surfing-board og er dermed ikke helt grøn i vandsportsverdenen.

Sailing Aarhus får tiltrængt forstærkning forud for den nærtforestående sejlsæson, der byder på intet mindre end 18 stævner og events i Aarhusbugten. Martine Roslev er tilknyttet for resten af sæsonen og bliver dermed fast inventar til sommerens mange aktiviteter.

– Vi er virkelig glade for, at Martine er blevet en del af vores team i denne sæson. Vi går en travl periode i møde, og hun bliver uden tvivl et stort aktiv for vores team, så vi igen i år kan opretholde en høj kvalitet i vores events, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen.

– Jeg er glad for vandsport. Jeg har stået en del på SUP-board og har kastet mig ud i surfing i de seneste år. Ellers er alt nyt, men jeg glæder mig til at lære og få indblik i sejlsportsverdenen. Jeg ser frem til at være med til at udvikle og gennemføre Sailing Aarhus’ events i samarbejde med de tilknyttede foreninger, frivillige, samarbejdspartnere og dygtige kolleger, forklarer Martine selv.

Vil bidrage til positiv udvikling i Sailing Aarhus

27-årige Martine Roslev er nyuddannet cand.mag. i oplevelsesøkonomi fra Aarhus, hvor hun ligeledes har boet det meste af sit liv. Hun er ansat i en stilling som eventkoordinator og skal – som jobtitlen antyder – være med til at koordinere foreningens stævner og events, ligesom hun får ansvar for flere af dem, herunder SUP Around Aarhus.

– Med min baggrund i oplevelsesøkonomi brænder jeg for at skabe oplevelser og events. Det bliver spændende at prøve kræfter med dem både på land og på vand. Det ser jeg rigtig meget frem til, fortæller hun og tilføjer:

– Det er fedt at være et sted som Sailing Aarhus, hvor der sker en masse, og hvor jeg selvfølgelig får lov at gøre det, jeg fagligt er bedst til, og forhåbentlig kan være med til at bidrage til en positiv udvikling for Sailing Aarhus.

Martine glæder sig især til at skabe engagement og glæde i sejlsportsmiljøet og blandt nye sejl- og vandsportsinteresserede, mens hun også ser frem til at opleve et megaevent som The Ocean Race i sin hjemby i slutningen af maj.

 

MARTINES BLÅ BOG:

  • Navn: Martine Roslev
  • Alder: 27 år
  • Bopæl: Aarhus
  • Uddannelse: Cand.mag. i oplevelsesøkonomi
  • Jobtitel: Eventkoordinator i Sailing Aarhus
  • Interesser: Vandsport, SUP, surfing

Foto: Sailing Aarhus