Nyheder ⌟ Sailing Aarhus Week ⌟

The Ocean Race European Tour sparker ny maritim festival i gang med et brag

28. juni 2019
The Ocean Race

BREAKING!! Når Sailing Aarhus’ nye initiativ, Sailing Aarhus Week – en maritim folkefest på Aarhus Ø, går i luften til august, får prominente gæster lov at ’tænde’ op under festlighederne. The Ocean Race European Tour kommer således til Aarhus med  2 både, der deltog i det seneste Volvo Ocean Race og mærkerundingen i Aarhus Havn i 2018. Det er  bådene Brunel og AkzoNobel International, hvoraf sidstnævnte med danske Nicolai Sehested ombord i øjeblikket ferierer i Aarhus Lystbåde Havn.

Har man sin vanlige gang på Aarhus Havn, er man formentlig stødt på den iøjnefaldende VO65’er, som ligger fortøjet ved havnens molehoved. Måske har man endda undret sig over, hvad den hollandske båd laver i Aarhus? Faktisk er det ingen hemmelighed. Båden, der bærer navnet AkzoNobel International, skal holde sommerferie i Aarhus Havn, inden den fra 28.-29. august skal deltage i det såkaldte The Ocean Race European Tour i Aarhus sammen med Brunel.

Besøget er kommet i stand efter et succesfuldt The Ocean Race ’fly by’-arrangement sidste sommer, hvor tusindvis af aarhusianere fulgte med fra kajkanten, da Ocean Race-bådene på deres tur jorden rundt rundede det indre bassin i Aarhus midtby. I år får Ocean Race-bådene så lov at kaste stjernestøv over Sailing Aarhus’ nye satsning, Sailing Aarhus Week.

”Sidste år mærkede vi Ocean Race-suset, da bådene rundede Aarhus i et ’fly by’, og denne gang får publikum så chancen for at komme helt tæt på bådene. De få heldige får endda en sjælden mulighed for at sejle i en af Ocean Race-bådene. Det svarer til at få en tur i Lewis Hamiltons Formel 1-racer,” fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen og tilføjer: ”Besøget fra The Ocean Race European Tour markerer samtidig starten på vores nye event Sailing Aarhus Week, som vi må sige bliver skudt i gang med manér”.

Andre byer på Europa Touren er: Kiel, Genoa og Alicante.

Kan man ikke vente helt til slutningen af august med at se de spektakulære VO65’erne, ligger AkzoNobel International i Aarhus Havn sommeren over. Er man interesseret i en tur ombord på en Ocean Race-båd, når Sailing Aarhus Week går i luften, så skriv en mail til os på jon@sailing-aarhus.dk, og hør hvilke muligheder du har for at få en “once in a lifetime” oplevelse.