Nyheder ⌟

The Ocean Race Europe åbner for registrering – første team melder sig klar

3. februar 2021

The Ocean Race debuterer i forsommeren med en europæisk udgave af den hæderkronede havkapsejlads, der efter planen sejles på strækningen mellem den europæiske atlanterhavskyst og Middelhavet. Nu er der åbnet for tilmeldingen med Mirpuri Foundation Racing Team som første hold på entrylisten.

I løbet af sensommeren 2021 kan Ocean Race-fans opleve de spektakulære VO65’ere og de nye – i Ocean Race-sammenhæng – IMOCA 60’ere, når The Ocean Race blænder op for en europæisk udgave af den mytiske kapsejlads som en forsmag på, hvad der venter i 2022-23, hvor blandt andet Aarhus bliver stopover-by.

Det fulde program for kapsejladsen offentliggøres snarest, fortæller organisationen bag. Der venter ifølge planerne masser af god sejlads fra den europæiske atlanterhavskyst og til Middelhavet med fire-fem stop på vejen.

Nu har The Ocean Race Europe åbnet for registreringen, og i den anledning meldte første team sig klar til kamp mod resten af det kommende deltagerfelt i europæisk farvand.

Mirpuri Foundation Racing Team: Vi er med for at vinde

Mirpuri Foundation Racing Team, der er baseret i Cascais i Portugal, er således første hold på deltagerlisten. Et garvet hold i Ocean Race-kontekst, som også deltog i The Ocean Race i 2017-2018.

– Vi er glade for at bekræfte vores deltagelse i The Ocean Race Europe. Det bliver et udfordrende løb i sig selv, og det kræver fuld fokus og dedikation. Vores tilgang til det europæiske race adskiller sig ikke fra The Ocean Race. Vi er her for at vinde, og vores forberedelse afspejler det. Vi sammensætter et team af erfarne søfolk og kystbesætning, og vi kan ikke vente med at komme på vandet, fortæller Mirpuri-skipper Yoann Richomme til The Ocean Race.

– Vi byder velkommen ombord til Paulo Mirpuri, Yoann Richomme og Mirpuri Foundation Racing Team som første hold i The Ocean Race Europe, fortæller løbsdirektør Phil Lawrence og tilføjer:

– Mirpuri Foundation Racing Team er et hold med ambitioner på højeste niveau både på og uden for vandet med et stærkt engagement i ’Racing For The Planet, og vi ser frem til at se dem på startlinjen i maj.

Arrangørerne understreger, at de prioriterer sundhed og sikkerhed for alle deltagere, offentligheden og øvrige interessenter samt overholder alle regler og protokoller af hensyn til Covid-19.