Nyheder ⌟

The Ocean Race 2022-23: Store ambitioner om at skabe klimapositiv event

10. august 2022

Når næste års The Ocean Race – verdens længste og hårdeste havkapsejlads – går i luften, sigter arrangørerne mod at reducere drivhusgasemissioner med op til 75 pct. sammenlignet med racet i 2017-18. Det fortæller den internationale hovedarrangør mere om i en netop udsendt pressemeddelelse, som kan læses her.Den ambitiøse målsætning om at skabe en af verdens første klimapositive sportsevents sker i et tæt samarbejde med de deltagende sejlhold, internationale værtsbyer, globale partnere og leverandører.Forud er gået et omfattende arbejde med at undersøge alle delelementer af The Ocean Race for at få et samlet overblik over racets klimaaftryk og hvordan, det kan reduceres. Drivhusgasemissionerne skal reduceres gennem en række konkrete tiltag, herunder brug af væsentligt færre fragtcontainere mellem hvert stop på ruten; en omhyggelig monitorering af brugen af ressourcer som fx materialer, mad, affald og vand samt et mål om, at racets eventarealer drives på 100 % vedvarende energi.Derudover varer næste udgave af The Ocean Race nu seks måneder, hvor den forrige udgave varede ni måneder. Dette vil også reducere den samlede effekt.

Aarhus bliver stærk eksponent for bæredygtighed

Fra 29. maj – 8. juni 2023 er Aarhus som den første danske by nogensinde vært for The Ocean Race, og i én af verdens bedste sejlsportsbyer hilser man de internationale arrangørers ambitiøse initiativer velkommen:– The Ocean Race stiller store krav og har høje forventninger til os som international værtsby, og vi arbejder tæt sammen med dem for at sikre, at eventafviklingen bliver så bæredygtig intelligent som muligt. Stopover Aarhus bliver en meget stærk platform for formidling af bæredygtighed. Og racets besøg i Aarhus bliver en megaevent – den største i 2023, fortæller Charlotte Kirk Elkjær, der er Stopover Director for The Ocean Race Aarhus 2023

– Vi arbejder dedikeret på at skabe en fantastisk og inspirerende oplevelse for både deltagere, tilrejsende gæster og byens borgere. Et af vores ambitiøse mål er, at de mange fremmødte både bliver godt underholdt og samtidig lærer noget om bæredygtighed og grønne initiativer undervejs. Den læring er forhåbentlig med til at forme de aftryk, gæsterne sætter på verden efterfølgende, tilføjer hun.

Foto: James Blake/Volvo Ocean Race. 09 October, 2017

Fakta om The Ocean Race:

  • Siden 1973 har topatleter sejlet jorden rundt i det race, som tidligere hed Whitbread Round the World Race og Volvo Ocean Race.
  • Aarhus er den første danske Stopover by i racets historie.
  • Sailing Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter er centrale partnere i projektet.
  • Blandt de offentlige partnere er Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og Region Midtjylland.
  • Den Aarhus-baserede IT-virksomhed Trifork er officiel Stopover Presenting Partner.
  • Salling Fondene støtter folkefesten.