Nyheder ⌟

Team Xbox hurtigst på inshore-banen i tiden: 4 døgn, 4 timer og 57 minutter

25. juni 2022

XP44’eren Xbox krydsede målstregen som første båd på Garmin Round Denmarks inshore-rute efter 101 timers intens sejlads. Tiden, som lyder på præcis 4 døgn, 4 timer og 57 minutter tur-retur til Aarhus, bliver ifølge skipper Henrik Jørgensen svær at overgå for Team Xbox, hvis holdet vælger at tage udfordringen op igen.

Vi har i de seneste uger fulgt skipper Henrik Jørgensen og Team Xbox i forberedelserne op til Garmin Round Denmark Race inshore 2022 og i en vlog ude på banen. Onsdag eftermiddag lykkedes det så holdet at sejle over mållinjen i Aarhus som første båd i én af Nordeuropas hårdeste sejladser – endda i en stærk tid på intet mindre end 4 døgn, 4 timer og 57 minutter.

– Tiden bliver svær at slå, men man kan altid prøve. Det hænger sammen med den gode vind, som betød, at det først for alvor blev nødvendigt at krydse i Lillebælt. Nogle af os har sejlet sammen i 20 år, mens det for andre for første gang på så lang en sejlads, så sejladsen gav en god fornemmelse af styrker og svagheder i samarbejdet, fortalte Henrik Jørgensen umiddelbart efter sejren.

Der var både hæshed i stemmerne og træthed at spore hos Henrik Jørgensen og holdkammeraterne, da de igen satte fødder på fast grund i Aarhus til vinderinterview og champagne efter over hundrede timer på vandet. Man mister sans for tid og sted, fortalte teamet, hvilket vidner om, at det ikke er jordens smalleste sag at sejle 680 sømil rundt om Danmark.

’Battle at Kronborg’ blev vendepunktet

Team Xbox kan takke sin konkurrent X49’eren Flux for at presse holdet til det yderste. Efter en god start i Aarhus tog Flux front i sejladsen, og så var tvekampen ellers skudt i gang mellem de to X-både. Det afgørende øjeblik udspillede sig ved Kronborg i Helsingør – af Xbox døbt ’Battle at Kronborg’, hvor Rungsted-båden tog føringen efter en hård positionskamp.

– Kampen om Kronborg gav os masser af energi, og den udnyttede vi til at holde hjem. Ved Falsterbo havde vi god vind, men efter Bornholm ramte vi et vindhul, der gjorde det muligt for Flux at hale ind på os. Vi holdt dem bag os, og efter Lillebælt var der ro på indtil Aarhus, fortalte Henrik Jørgensen.

Trods et roligt sidste stræk fra Lillebælt til mållinjen i Aarhus for Team Xbox endte marginen mellem Xbox og Flux kun på en lille halvanden time. Xbox gik over linjen onsdag kl. 17.26.34 – Flux kort før kl. 19.00 onsdag.

600 liter vand, tordenvejr og vindmøllebyggeri

Selvom Team Xbox i sidste endte noterede sig for en meget flot vindertid, kom det ikke uden udfordringer undervejs. Det hører sig til i en sand styrkeprøve som Garmin Round Denmark Race.

– Vi havde et par uheld efter Bornholm. Vi havde 600 liter vand i båden fra et toilet, hvilket vi var nødt til at tømme, mens vi sejlede. Lige efter det blev vi ramt af tordenvejr og efter det gav et nyt vindmøllebyggeri os nogle udfordringer, som vi undgik med lidt besvær, fortalte Henrik Jørgensen.

Endnu et uheld resulterede i en tom ferskvandstank på den sidste del af turen. Lidt af vandet blev dog reddet, så kaffedrikkerne kunne få det daglige skud. Ellers måtte holdet nøjes med juice og kakao. Til gengæld har holdet masser af mad i overskud, fordi sejladsen gik hurtigere end forventet. Så meget, at Henrik Jørgensen – med et glimt i øjet – overvejer at åben egen restaurant.

Se vinderinterviewet med Team Xbox på Garmin Round Denmark Races Facebook-side. Se alle øvrige interviews, beretninger og resultater på selvsamme side. Se også vloggen på Sailing Aarhus’ Facebook-side.

Tak for kampen til Team Xbox, der består af: Henrik Jørgensen, Lasse Grønborg, Jens Almdal, Henrik Grønborg, Brian Habekost, Christian Grønborg, Henrik Buch, Glenn Retz og Bo Chidekel.

Foto: Jannik Friis