Nyheder ⌟

Team Rockwool viste tænder i Plymouth – nu glæder de sig til Aarhus

19. juli 2021

Med både en anden- og tredjeplads i de fem sejladser i sæsonens tredje grandprix i Plymouth viste danske Team Rockwool Racing, at de kan bide skeer med de allerbedste. Samlet blev det til en 5. plads ved det engelske stævne forud for næste måneds store begivenhed på hjemmebanen i Aarhus. 

Selvom det kneb med starterne i Plymouth i sæsonens tredje grandprix, formåede det danske hold, Team Rockwool Racing, stadig at levere deres bedste resultat i en enkelt sejlads, da det i andet race blev til en flot 2. plads – senere blev det så også til en 3. plads.

De tunge starter søndag kostede dog i det samlede regnskab, og derfor måtte Team Rockwool altså tage til takke med en samlet placering som stævnets nummer fem på trods af at have sat sig på fjerdepladsen lørdag.

– Vi kunne bare ikke starte i dag. Vi kom ikke godt fra startlinjen, hvilket er lidt frustrerende. Men i det mindste sejlede vi ret godt og hurtigt på vindskiftene på banen og rykkede pænt gennem feltet. Vi skulle have gjort det lidt bedste. Vi sluttede ét point fra fjerde, så vi er på vej i den rigtige retning, lød det fra den danske skipper Nicolai Sehested til den internationale presse søndag efter stævnet.

Glæder sig til hjemmebanefordelen i Aarhus

I sæsonens fjerde grandprix gæster SailGP-feltet Aarhus, hvor der venter det danske hold en rød-hvid hjemmebane i weekenden den 20. til 21. august med forhåbentlig fuld, dansk opbakning.

– Det bliver fantastisk at sejle foran et hjemmepublikum i Aarhus, og jeg tror, det bliver en rigtig god begivenhed med god vind og god sejlads. Med hensyn til øget pres ændrer hjemmebanen ikke meget. Vi vil yde det bedste, vi kan i hver event, men selvfølgelig vil vi gerne vise, hvad vi kan på hjemmebane, fortæller Nicolai om udsigten til næste grandprix og tilføjer:

– Vi er virkelig stolte over at bringe SailGP til Danmark for første gang nogensinde, og vi ved, at de danske fans vil møde op til begivenheden, ligesom briterne gjorde i Plymouth. Rockwool Denmark Sail Grand Prix tegner til at blive en uforglemmelig weekend, og vi vil give alt for at skabe et godt show.

 
Det samlede leaderboard inden Aarhus
  1. Australia SailGP Team – 22 point
  2. Great Britain SailGP Team – 22 point
  3. France SailGP Team – 21 point
  4. United States SailGP Team – 19 point
  5. Japan SailGP Team – 19 point
  6. Spain SailGP Team – 19 point
  7. Denmark SailGP Team – 17 point
  8. New Zealand SailGP Team – 17 point