Nyheder ⌟

Suveræn, tysk stævne-vinder ved European 18 ft. Grandprix i Aarhus

4. september 2022

Skipper Heinrich von Bayern og crew fra Bayerische Yacht-Club sejrede i overlegen stil ved European 18foot Skiff Grand-Prix Championship i Aarhus. Intet mindre end otte prikker ud af ni mulige blev det til for det tyske hold efter tre kapsejladsdage med pæne vindforhold på en solbeskinnet Aarhus Bugt.

Når man sejrer i otte ud af ni sejladser, er det svært at undgå den samlede stævne-sejr. Det var i hvert fald tilfældet, da Aarhus fra fredag til søndag var vært ved European 18foot Skiff Grand-Prix Championship 2022.

Tyske Heinrich von Bayern med Tom og Andy Martin ombord strøg således til tops i stævnet med en margin på solide ti point ned til landsmændene Philipp Nocke, Simon Toplak og Marco Grasse. Endelig kæmpede Luke Goble med Cam Barr og James Taylor fra Storbritannien sig op på 3. podieplads.

11 af de spektakulære 18-fodsbåde sejlede med i Aarhus, hvoraf fem sejlede under dansk flag. Bedst af dem var Thomas Ebler med gasterne Eike Ehrig og Tobias Merkel. Stævnet i Aarhus var ifølge klassens kalender den sidste i år efter at have sejlet to grandprix-stævner i Tyskland, et Ungarn og senest i på Gardasøen i Italien i juli.

Gode vindforhold til de agile 18 Footere

Stævnet i Aarhus blev afviklet i solskin på Aarhusbugten med omskiftlige vindforhold. Fredag var der lagt op til champagnesejlads med 5-6 sekundmeter, mens der kom lidt mere vind i sejlene lørdag og søndag. Den tiltagende vind kombineret med store bølger skabte undervejs udfordringer for sejlerne, der i ny og næ havde svært ved at holde båden over vand.

– Fredag var der høj solskin og noget nær perfekte vindhold. Lørdag var det især bølgerne, der var svære at håndtere i vendingerne og på læns, fortalte skipper Flemming Clausen fra Sønderborg Yacht-Club, der forud for søndagens sejlads så tilbage på en resultatmæssig lidt lunkent stævne. På sidstedagen lykkedes det dog Flemming Clausen og mandskabet at sejle sig en enkelt plads frem i tabellen – en 8. plads blev det til for det danske hold.

18-fodsstævnet blev sejlet under Sailing Aarhus Week, hvilket skabte en flot ramme med en masse nysgerrige tilskuere på havnefronten. De kunne samtidig med de livlige tremandsjoller tæt ved kajen se både Sejlsportsligaens 1. divisionsfinale samt H-både og Contendere i Sailing Aarhus Week Regatta.

Se alle resultater fra European 18foot Skiff Grand-Prix Championship 2022 her. Se flere billeder på Facebook.

Foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto

Video: Flemming Clausen efter lørdagens sejladser: