Nyheder ⌟

Stort dansk OL-sejlerfelt klar til sæsonstart i Princesa Sofia på Mallorca

8. marts 2022

Frederik Rask og Jakob Precht, Anna Munch og Lærke Buhl-Hansen er klar til Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca, som uofficielt markerer sæsonstarten for de bedste sejlere i de olympiske klasser. 28 danskere stiller – indtil videre – til start blandt over 700 besætninger fordelt på 58 nationaliteter.

Mens nattefrosten og de etcifrede temperaturer fortsat regerer i det danske, har de kommende danske EM-, VM- og OL-håb været velsignet af lunere vejr og pæne sejlforhold under varmere himmelstrøg i Portugal og Spanien. Efter flere måneders træning er de klar til igen at sejle ’rigtige’ stævner – den første i perlerækken hedder Trofeo Princesa Sofia Cup og har i de senere år markeret sæsonstarten for de olympiske sejlere.

Stævnet på ferieøen Mallorca begynder 2. april og varer en uge, hvor over 700 besætninger allerede har tilmeldt sig – flere kommer til, idet tilmeldingen løber frem til kort før starten. Indtil videre har 21 danske besætninger og i alt 28 sejlere meldt sig klar i Mallorca, herunder et par af sidste års danske OL-deltagere.

Aarhus sejlerne Lærke Buhl-Hansen, Anna Munch og Jakob Precht, der i det seneste halve år har dannet 49er-duo med Frederik Rask, stiller således til start. De danske sejlere fordeler sig på otte klasser. Se hele listen over danske besætninger nederst i artiklen.

Stor tilslutning trods udelukkelse

Trofeo Princesa Sofia Mallorca Hempel World Cup Series, som stævnet korrekt hedder, afvikles for 51. gang. Hele 58 nationaliteter er repræsenteret ved stævnet, hvor såvel russiske som hviderussiske sejlere er udelukket i henhold til IOC, World Sailing og RFEV’s anbefalinger som følge af konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Den store tilslutning overrasker arrangørerne en smule, eftersom vi er gået ind i et post-OL-år, og verden fortsat er i alarmberedskab efter to år med corona.

– Tallene er overraskende de sidste års uro taget i betragtning samtidig med, at dette er første år efter OL, men tallene bekræfter vores mest optimistiske skøn. Tilmeldingen er endnu ikke lukket, men vi er allerede sikret et fantastisk deltagelsesniveau. Næsten 60 nationer, debut til nye klasser og etablering under Hempel World Cup Series understreger styrken og dybden i interessen for Trofeo Princesa Sofia Mallorca, fortæller regatta-direktør Javier Zaynoun.

Danskerne til Trofeo Princesa Sofia Cup

49er:
Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl

Carl Nielsen og Mathias Sletten

Frederik Rask og Jakob Precht

Joakim Salskov-Iversen og Markus Nielsen

49erFX:
Josefine Nøjgaard og Esther Bojsen-Møller

Helena Wolff og Laura Steenstrup

ILCA6/LaserRadial:
Anna Munch

Michala Norsell

ILCA7/LaserStandard:
Jakob Lejbølle

Andreas Krabbe-Christiansen

Nikolaj Borch

Kenneth Frederiksen

Nacra17:
Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov

IQFoil-Women: 
Lærke Buhl-Hansen

Sofie Hammeken

IQFoil-Men:
Mads Jepsen

Nikolaj Kruppa

FormulaKite-Men:
Emil Beckett

James Johnsen

Carl Johan Beckett

Thomas Beckett

Se alle deltagerne for hele stævnet her.

Kilde: Trofeo Princesa Sofia Cup