Nyheder ⌟

Støt Finn Beton Fonden og hjælp de unge talenter på vej i karrieren

11. oktober 2021

Sailing Aarhus har i samarbejde med den legendariske sejlsportstræner Finn Beton genoplivet indsamlingen til ’Finn Beton Fonden’. Det sker i forbindelse med, at Finn Beton ved udgangen af 2021 går på pension – afskedsreceptionen finder sted onsdag den 13. oktober kl. 16.00 – 18.00. Indsamlingen skal hjælpe de unge talenter i laget mellem talent og elite på vej i deres videre karriere. 

Én af sejlsportens helt store helte trækker sig tilbage efter mange års tro tjeneste som blandt andet træner og leder af Elite- og Talentcenter Aarhus. Onsdag den 13. oktober fra kl. 16.00 til 18.00 holdes der afskedsreception i Aarhus Internationale Sejlsportscenter for Finn Beton Jensen.

Finn Beton har ved samme lejlighed frabedt sig gave i håbet om, at gæster i stedet vil give et bidrag til ’Finn Beton Fonden’, der genoplives i samarbejde med Sailing Aarhus. Fonden skal frem over støtte aarhusianske ungdoms- og talentsejlere, der går den hårde og bekostelige vej mod verdenstoppen.

– At dyrke eliteidræt er en kæmpe udfordring – og det kræver meget mere end blot hårdt arbejde, dedikation og talent. Det, at forfølge en elite-præget karriere inden for sejlsport, er meget bekosteligt, fortæller Finn Beton Jensen og tilføjer:

– I starten understøttes sejlerne typisk af deres familie, men på et tidspunkt vil ressourcerne herfra ikke længere være tilstrækkelige. Dansk Sejlunion yder en del støtte, men næsten kun til dem der er nået det højeste niveau. Derfor er det især vækstlaget af talenter lige under dette niveau, der har brug for ekstra støtte.

Giv dit bidrag til Finn Beton Fonden

Sailing Aarhus har oprettet fonden, der kan findes her. Du kan støtte sejlsporten ved at give et bidrag, som du selv bestemmer størrelsen af. Om begrundelsen for oprettelsen af fonden skriver Sailing Aarhus følgende:

– Vi må sikre ordentlige forhold for vores sejlere, hvis de skal kunne sejle op mod de bedste i verden. Vi må sørge for kvalitative ressourcer og ikke mindst økonomiske midler, så der kan trænes seriøs året rundt. Sejlernes skal også kunne deltage i de vigtigste, udenlandske stævner, som kan give sejlerne den fornødne internationale erfaring.

– Som virksomhed eller privatperson med sejlsportsinteresser, bør du naturligvis have mulighed for at støtte de aarhusianske ungdomstalenter i deres mål om at vinde flere internationale mesterskaber og medaljer til Aarhus.

Finn Beton Fonden vil være åben for støtte både før og efter afskedsreceptionen på onsdag den 13. oktober. Den vil altid kunne findes på sailing-aarhus.dk under fanen ’sailing aarhus’ eller via linket her.