Nyheder ⌟

Slut med fartbøller i indsejlingen: Nu skal du sejle baglæns ud af lystbådehavnen

1. april 2019

Alt for mange sejlere overholder ikke fartgrænsen på 3 knob i indsejlingen til Aarhus Lystbådehavn, og det får nu konsekvenser. Fremover ’tvinges’ bådene nemlig til at sejle baglæns ind og ud af havnen, fortæller havnefogeden, der vil gøre sit til, at reglerne overholdes.

Sejlersæsonen er for alvor skudt i gang med rigelige mængder sol og flot forårsvejr. Noget tyder imidlertid på, at sejlerne i Aarhus har lidt for travlt med at komme ud på vandet.

I den seneste tid har flere og flere således haft problemer med at overholde fartgrænsen på 3 knob i indsejlingen – så mange, at havnefogeden nu mener, det er et reelt problem, som kun kan løses på alternativ vis.

”Vi har besluttet, at sejlerne fremover kun må sejle baglæns ind og ud af havnen, og i løbet af denne uge begynder vi at informere bådejerne samt at sætte skilte op i indsejlingen. Det kan måske lyde drastisk, men det er nødvendigt,” fortæller Ejvind Nielsen, havnefoged på Aarhus Lystbådehavn.

Skærpet opsyn ved sejlsportscentret

Problemet med ’fartbøller’ opstod også i perioder sidste år, hvor vejret var helt fantastisk i hele sommerperioden. Det gav øget pres på trafikken omkring havnen.

Dengang overvejede Aarhus Lystbådehavn at etablere en form for patruljeordning, som vi kender fra skolepatruljerne ved lettere trafikerede veje omkring landets skoler. Den idé er ikke helt død endnu, men i første omgang vil havnefogeden egenhændigt skærpe opsynet med indsejlingen.

”Så sent som i weekenden var det ved at gå galt, da to både i høj fart kom på kollisionskurs. Planen er, at vi opretter en post nær sejlsportscentret, hvor jeg i døgnets travleste perioder vil holde opsyn med indsejlingen, så vi sikrer, at de nye regler bliver overholdt,” lyder det fra Ejvind Nielsen.

Havnefogeden påpeger, at den baglæns ind- og udsejling ikke i første omgang er et forsøg, men at løsningen sagtens kan blive en permanent en af slagsen. Påbuddet om baglæns ind- og udsejling træder i kraft fra og med 8. april, når skilte er sat op og alle bådejere informeret.

Sailing Aarhus bakker op om tiltaget og opfordrer alle medlemsklubberne til at overholde havnefogedens anvisninger.