En pæn 4. plads til Warrer og Precht blev bedste danske resultat ved det netop afsluttede EM for 49er, 49erFX og Nacra 17 på Lake Attersee i det østrigske alpelandskab. Stævnet blev overskygget af ekstremt svære vejrforhold med ingen eller så voldsom vind, at sejlerne flere dage måtte stå standby, mens sejladserne blev aflyst eller udskudt.
Lake Attersee i Østrig er i forvejen kendt for at være et svært sted at sejle kapsejlads, og efter EM for 49er, 49erFX og Nacra 17 i den forgangne uge er søen i de østrigske alper formentlig ikke sluppet af med dét ry.
Det blev nemlig et ekstremt udfordrende mesterskab med alt fra ingen vind til vindskift af så voldsom styrke, at det var uforsvarligt at sejle kapsejlads. Derfor måtte sejlere flere af dagene vente forgæves på at komme på vandet, mens det ofte gjaldt om at sejle behersket, når der endelig blev givet grønt lys.
De tyske sejlere viste sig bedst til at håndtere de lumske forhold ved at sejle guld hjem i både 49er og 49erFX, mens danskerne kom tættest på sejrsskamlen med Jonas Warrer og Jakob Prechts 4. plads i 49eren. Også Daniel Nyborg og Sebastian Wright hægtede sig på i top-10 med en placering som nr. 9 efter søndagens finale. Joakim Salskov-Iversen og Markus Nielsen blev nr. 14, mens sidste 49er med Phillip Lyngbæk og Laurits Vinter sluttede som nr. 42.
Guldet gik til tyske Fischer og Graf foran Bildstein og Hussl fra Østrig på andenpladsen samt kroatiske Sime og Mihovil Fantela på tredjepladsen.
Aarhusiansk medaljehåb sluttede som nr. 17 i 49erFX
Det umiddelbart bedste bud på en dansk medalje inden mesterskabet var Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fra Aarhus Sejlklub. OL-makkerparret fik dog aldrig for alvor gled i tingene og måtte derfor tage til takke med en 17. plads.
I stedet glimtede Katrine Bendix Krog og Laura Steenstrup Zeeberg fra Aarhus og Hellerup Sejlklub med en placering som nr. 10 hos FXerne efter en især flot sejlet første halvdel af EM. Søstrene Johanne og Andrea Schmidt fra Kaløvig Bådelaug endte som nr. 27. Tyske Lutz og Beucke fejrede deres nyligt vundne OL-kval med at vinde guld i Østrig foran norske Næss og Rønningen samt svenske Gross og Klinga på sølv- og bronzepladserne.
I Nacra 17 var Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov eneste danske katamaran efter skadesafbuddet fra sidste års EM-bronzevindere Lin Ea Cenholt og CP Lübeck. Natacha og Mathias sluttede EM på en 15. plads midt i Nacra-feltet, hvor italienske Tita og Banti vandt guld foran franske Delapierre og Audinet og landsmændene Bissaro og Frascari.
Overblik over danske resultater:
49er
4. Jonas Warrer/Jakob Precht
9. Daniel Nyborg/Sebastian Wright Olsen
14. Joakim Salskov-Iversen/Markus Oliver Nielsen
42. Phillip Lyngbæk/Laurits Vinter
49erFX
10. Katrine Bendix Krog/Laura Steenstrup Zeeberg
17. Ida Marie Baad Nielsen/Marie Thusgaard Olsen
27. Johanne Schmidt/Andrea Schmidt
Nacra 17
15. Natacha Violet Saouma-Pedersen/Mathias Bruun Borreskov
Se alle resultater her: 49er.org/event/2020-european-championship/#49erresults