Nyheder ⌟

Sejlsportsligaens ’Champ of the year’ kåres ved sidste stævne i Aarhus

2. september 2022

Sejlsportsligaen vender tilbage til Aarhus i denne weekend, hvor det gælder 1. divisionsfinalen og vigtige billetter til SAILING Champions League. I år afvikles finalen som FINAL 4 søndag. Ud over en ’Champ of the year’ skal der også findes nedrykkere i den modsatte ende af ligaen, hvor stillingen er tæt forud for årets 4. og sidste stævne.

Alt er fortsat åbent før sæsonens sidste stævne i Sejlsportsligaens 1. division. KDY har lagt sig i spidsen efter tre solide stævner hidtil, men lige i hælene har de KAS Racing, Sejlklubben Neptun Vejle, DTU-Sejlsport og Roskilde – kun syv point adskiller de tre nuværende hold på podiet, mens 11 adskiller top-5.

– Vi har fået rigtig godt styr på vores fart og manøvre, og særligt vores påsketræningslejr i KAS har rykket på de sidste detaljer omkring fart og kommunikation ombord. Jeg ser vores chancer for at holde vores podieplacering som gode, fortæller styrmand Troels Thomsen og tilføjer:

– Vi har lige vundet aftensejladsen i Aarhus Sejlklub onsdag aften mod 15 J70’ere, så forholdene er testet af. Men det er supertæt i toppen, hvor Roskilde og DTU ligger tæt på os.

Ligaen afgøres i spændende FINAL4-format

KAS vandt årets første stævne, Neptun Vejle tog andet stævne og Roskilde sejrede i det tredje stævne i Svendborg, hvilket indikerer, at toppen altså er rigtig tæt, inden det går løs i Aarhus. Her sejler de fire bedste både et såkaldt FINAL4-format, som vi kender det fra håndbold og andre idrætsgrene, hvor vinderen findes, Champions Leauge-pladserne fordeles.

Der er ikke kun spænding i toppen af Sejlsportsligaens 1. division, hvor ’Champ of the year’ skal findes. I bunden kæmper flere klubber for at holde sig i landets fineste selskab. Kun fem point adskiller de fem hold med flest point før sæsonafslutningen i Aarhus med Thurø Sejlklub på en 21. plads og det lokale hold Youngsters MAST på 17. pladsen.

Følg afgørelsen fra kajkanten ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter lørdag og søndag fra kl. 10.00. Her er garanti for god stemning og seværdig sejlsport tæt på land. Begge dage er det desuden muligt at købe mad og drikke, ligesom der er sjove aktiviteter for børn.

Top-5 ser ud som følger:

  1. KDY – 9 point
  2. KAS Racing – 13 point
  3. Sejlklubben Neptun Vejle – 16 point
  4. DTU-Sejlsport – 20 point
  5. Roskilde – 21 point

Bunden af 1. division:

  1. Skovshoved Sejlklub – 47 point
  2. Youngsters MAST – 48 point
  3. Sejlklubben København – 51
  4. Taarbæk Sejlklub – 54
  5. Silkeborg Sejlklub – 56
  6. Thurø Sejlklub – 57

Foto: Sailing Aarhus