Nyheder ⌟

Sejlsportsligaens 2. division klar til oprykningsfinale på Aarhusbugten

26. august 2022

Sejlsportsligaens 4. og sidste stævne i årets 2. division finder sted i Aarhus den 27.-28. august. Her er oprykning til landets bedste sejlsportsdivision på spil, og forud for en weekend med forventeligt let, springende vind på Aarhusbugten har Aalborg Sejlklub kurs mod den ene af tre forventelige oprykningspladser med Dragør og Faaborg i hælene. 

Efter tre forskellige stævner i Svanemøllen, Aalborg og Svendborg med alt fra torden og lynild til solskin og champagnesejlads er der i den kommende weekend lagt op til en spændende afslutning i Sejlsportsligaens 2. division 2022, når over 20 klubhold kæmper om oprykning til landets bedste række på Aarhusbugten.

Aalborg, der i denne sæson debuterer i Sejlsportsligaen, har haft en flot sæson og går ind til stævnet i Aarhus med klar målsætning om at sejle sig ind i ligaens bedste selskab til næste år.

– Det er vores klare målsætning, at vi skal sejle 1. division næste år. Når vi ser tilbage på de tre første stævner, er vi ikke i tvivl om, hvad vi skal arbejde med. Vores bundniveau har ikke været højt nok. Både i Svanemøllen og Rantzausminde har vi sejlet sejladser, hvor vi laver det, der må betragtes som rookie-mistakes, fortæller Aalborg-sejler Michael Nielsen.

Trods fejlene og det svingende bundniveau har Aalborg-mandskabet taget spids i 2. division, hvor de efter tre stævner har indsamlet 5 point. På den samlede 2. plads ligger Dragør Sejlklub med 11 point foran Faaborg Sejlklub på 3. pladsen med 17 point.

Udfordrende forhold i vente på Aarhusbugten

Der er stadig meget på spil i weekenden, hvor der også er masser af variation blandt sejlerne i bådene. Wildcards, Women on Water(WOW) og Youngsters-hold er alle klar til at udfordre toppen af tabellen. Vejrforholdene spiller også en vigtig rolle, og her er Aarhusbugten kendt som en drilsk størrelse for sejlerne.

– Vi går ligesom de andre stævner efter at komme på podiet, og gør vi det, sejler vi 1. division til næste år. Det ligner, at vi kommer til at sejle i let og springende vind. Det betyder, at de enkelte sejladser godt kan blive chancebetonede. Det er normalt ikke vores favoritdisciplin, men stævnet i Rantzausminde viste, at det gælder om at holde hovedet koldt, selvom man får en enkelt eller to dårlige sejladser. Så satser vi på, heldet bliver distribueret nogenlunde lige set over en hel weekend, fortæller Michael Hansen.

Sejlsportsligaens oprykningsfinale sejles fra lørdag den 27. august kl. 10.00 så tæt på Aarhus Internationale Sejlsportscenter, at man let kan følge med fra havnefronten.

Der er altid garanti for god stemning, sjove gimmicks og seværdig sejlsport, når Sejlsportsligaen gæster, så kig forbi Aarhus Ø i løbet lørdag og søndag. Der er i øvrigt mulighed for at købe kolde fadøl, grillpølser og andet på havnefronten. Se den aktuelle stilling i 2. division her og følg Sejlsportsligaen her.

Foto: Frederik Sivertsen, Sejlsportsligaen