I weekenden åbnede Sejlklubben Bugten, Aarhus Sejlklub og Marselisborg Sejlklub sejlsæsonerne ved de traditionsrige standerhejsninger. I Bugten bød dagen også på dåbsceremoni foran 50 medlemmer efter længere tids nedlukning. Den 2. maj skydes sæsonen i gang i Kaløvig Bådelaug, mens Århus Windsurfing klub allerede tog officielt hul på sejlsæsonen anno 2021 den 15. april.
For de fleste markerede weekendens standerhejsning ikke blot en ny, spændende sejlsæson på Aarhusbugten, men også et glædeligt gensyn med klubkammeraterne efter langt et år, hvor der har været skruet voldsomt ned for de sociale klubaktiviteter.
Derfor var spændingen også ekstra stor i Sejlklubben Bugten, hvor 50 klubmedlemmer var mødt op i lørdags for igen at hilse på hinanden, fejre dagen og modtage sæsonen polo med Bugtens eget og AFI’s logo indkøbt i samarbejde med Sailing Aarhus.
Dåb for Bugtens nye klubbåd ’Nilling’
De to kanonskud, der skød den nye sæson i gang, mens standeren gik til tops i signalmasten, blev efterfulgt af standersang og formandens traditionsrige tale, der ikke overraskende omhandlede corona. Bugten berettede om stor glæde og optimisme forud for en sæson med en masse spændende kapsejladser og events.
Standerhejsningen i Bugten blev afrundet ved en festlig dåbsceremoni, hvor klubbens nye klubbåd – en Polaris Drabant 26 – blev navngivet ’Nilling’ til minde og ære for Tonny Nilling, der i mange år drev sit bådværft i Egå og i lystbådehavnen.
Nillings værft har gennem tiden bygget mange Drabant-både, og manden med idéen til navnet var Poul Erik Kræmmer, der var Nillings første af mange medarbejdere. Bestyrelsen har fået tilladelse af Nillings familie til navngivningen.
MAST og ’en ny kurs’ i Marselisborg
Også i Marselisborg Sejlklub var der lørdag den 24. april standerhejsning i skyfri solskin og med lidt godt til ganen, pølser fra grillen og spænding frem mod en forventet fantastisk sæson på vandet. Formandens tale var inspireret af projektet ’En ny kurs’, der skal give krigsveteraner oplevelser på vandet og en ny kurs i livet.
Derudover berettede formanden om MAST – det nye Marselisborg Sailing Team, som er et projekt til støtte for unge, talentfulde sejlere og ambassadører for klubben. Et projekt, som er kilde til stor stolthed i klubben.
Forårssol og pistolskud i Aarhus Sejlklub
Kun en spytklat fra Sejlklubben Bugten gennemførte naboerne fra Aarhus Sejlklub ligeledes den traditionsrige sæsonopstart med standerhejsning, formandstale og signalpistolsskud. I forlængelse af det blev der skænket et lille glas, som de 30-40 fremmødte kunne nyde i forårssolen.
Århus Windsurfing Klub tog hul på sæsonen den 15. april ved klubhuset ved Åkrogen, hvor træningsholdene samtidig blev startet op. Endelig inviterer Kaløvig Bådelaug som sidste Sailing Aarhus-klub til standerhejsning søndag den 2. maj med arbejdsdag for medlemmerne i klubben umiddelbart inden.
Se galleri med billeder fra de tre arrangementer herunder.
Foto: Hans Bølcho (Bugten), Marselisborg Sejlklub Facebook (Marselisborg) og Aarhus Sejlklubs Facebook-gruppe (Aarhus Sejlklub)