Her bringer Sailing Aarhus anden del af årets optakts Q&A, som sætter lys på sejlere i Aarhus. Ud fra fire spørgsmål indvier de os i hvordan deres sejlsportsår 2024 ser ud, hvad de skal fokusere på og hvordan de balancerer sport og fritid. I denne tredje del kan du møde Mads Fuglbjerg, Jens-Christian Dehn-Toftehøj, Josefine Nøjgaard, Esther Bojsen-Møller, Josephine Heegaard, Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov, som er sejlere i klasserne: 49er, 49erFX, ILCA6 og Naca17.
Hvad er jeres mål og ambitioner for 2024?
Mads Fuglbjerg & Jens-Christian Dehn-Toftehøj, 49er: “Vores ambitioner for 2024 er at have en så stejl læringskurve som muligt. Vi skal bare have så mange timer på vandet som vi kan få og suge alt det til os vi kan.”
Josefine Nøjgaard & Esther Bojsen-Møller, 49erFX: “Vores mål for 2024 er hovedsageligt at præstere det bedst vi kan til VM i marts, og udvikle os så vi er klar til kampagne start mod OL 2028.”
Josephine Heegaard, ILCA6: “Jeg er lige blevet senior sejler, så mit mål er først og fremmest at blive velkendt med forskellen mellem at sejle ungdom og senior.”
Natacha Violet Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov, Nacra17: “Vi arbejder med 2 mål. Det første er OL kvalifikation, som finder sted i Hyerés, Frankrig til april. Dernæst er målet top 5 til OL, hvis ikke top 3. Vi tror utroligt meget på den proces vi er i, og på at vi kan opnå podieplads hvis alt går op i en højere enhed.”
Hvad skal I fokusere på sejlsportsteknisk?
Mads Fuglbjerg og Jens-Christian Dehn-Toftehøj, 49er: “Rent teknisk skal vi have vores bundniveau hævet i forhold til vores fart og vores manøvre. 49eren er en båd hvor det er vigtigt at have grundstene på plads, for at minimere de tekniske fejl og dermed have mere overskud i båden.”
Josefine Nøjgaard og Esther Bojsen-Møller, 49erFX: “Sejlteknisk er det samarbejdet mellem styrmand og gast der arbejdes på, samt startfokus.”
Josephine Heegaard, ILCA6: “Jeg skal fokusere på de taktiske aspekter op ad første opkryds, da man kan vinde og tabe meget på få taktiske fejl der.”
Natacha Violet Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov, Nacra17: “På nuværende tidspunkt arbejder vi med at få så mange timer på vandet som overhovedet muligt. Farten har en afgørende rolle i den foilende Nacra17, hvorfor mange timer bliver brugt i detaljerne samt kommunikationen imellem os.”
Hvordan balancerer I sejlsport med livet på land?
Mads Fuglbjerg og Jens-Christian Dehn-Toftehøj, 49er: “Det er jo altid et spørgsmål om at være struktureret og prioriteringer. i mit tilfælde (Mads) så studerer jeg til maskiningeniør på fuldtid ved siden af og derfor er struktur rigtig vigtig for mig og os for at jeg både kan nå det skole jeg skal lave men også få nok timer på vandet til at vi rykker os. Dog føler også at det giver rigtig meget til min sejlads, at jeg kan koble helt af fra sejladsen og fokusere på skole og omvendt. Det gør at jeg er skarpere og har en større lyst til at gøre hver af tingene.”
Josefine Nøjgaard og Esther Bojsen-Møller, 49erFX: “Balancen mellem livet på land og sejlsport har været en kæmpe udfordring i 2023, og generelt noget der skal arbejdes på. Vi prøver så vidt muligt at få opladt ved at se venner og familie når vi er hjemme, så vi kan give den fuld gas når vi er på havnen.”
Josephine Heegaard, ILCA6: “Jeg har sabbatår, så jeg bruger meget tid på vandet, men når man så er hjemme, handler det om at være tilstede med ens familie og venner. “
Natacha Violet Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov, Nacra17: “Sejlsport er vores primære fokus og vi lever som eliteatleter, hvorfor al tid går med sporten. På vand, således som på land i form af fysisk træning, planlægning og optimering af udstyr. En sjælden gang imellem er der tid til venner udenfor sporten samt familiesammenkomster.”
Hvis I skulle give råd til nye, yngre sejlere, hvad ville det så være?
Mads Fuglbjerg og Jens-Christian Dehn-Toftehøj, 49er: “Vores råd er at være tålmodig, blive ved med at trykke til og have det sjovt mens man gør det! Sæt et mål og nyd rejsen.”
Josefine Nøjgaard og Esther Bojsen-Møller, 49erFX: “Vores råd til yngre sejlere er at have sig selv med. Det kræver rigtig mange timer på vandet og på land at blive dygtig, men restitution og alt det omkring sejladsen er ligeså vigtigt for at rejsen bliver sjov.”
Josephine Heegaard, ILCA6: “Mit råd ville være husk at nyd det! Der er stadig masser af tid til at blive god, plus er det nemmere at udvikle sig, hvis man har det sjovt imens.”
Natacha Violet Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov, Nacra17: “Det vigtigste af alt, må være at prøve at befinde sig i et miljø med inspirerende mennesker, gode venner og med et positivt sind. Være tilstede i nuet med det du laver. At se en udfordring som en gave til at udvikle dig som atlet, men også som menneske.”
Du kan støtte sejlsportstalenter i Aarhus ved at donere til Finn Beton-fonden, som hvert år støtter unge, lokale sejlere i deres sejlsportskarriere. Læs mere og giv dit bidrag: Finn Beton-fonden