Nyheder ⌟

Sailing Aarhus iklæder sig prisbelønnet sejlerjakke af fiskegarn og havplast

20. april 2022

Sailing Aarhus har indkøbt nyt sejlertøj til sæsonen 2022 hos samarbejdspartneren Helly Hansen. Valget faldt på den prisbelønnede Skagen Offshore Jacket, som delvist er fremstillet af gamle fiskegarn og plast opsamlet i havet. Norske Helly Hansen er blandt de første til at lancere bæredygtigt sejlertøj, der i øvrigt kan købes hos en anden Sailing Aarhus-partner AFI Marine.

Sailing Aarhus’ samarbejdspartner Helly Hansen er solidt forankret i sejlsporten. Det er således heller ikke overraskende, at det innovative, norske brand er blandt de første til at lancere bæredygtigt sejlertøj. I SS22-kollektionen er den prisbelønnede Skagen Offshore Jacket blevet launchet i et materiale fremstillet af fiskegarn og plast fra havet.

Den bæredygtige linje har Sailing Aarhus også taget til sig, når de indgår partnerskaber, skaber events og nu klæder sig på. Op til 2022-sæsonen har Sailing Aarhus nemlig udnyttet den gode relation til Helly Hansen og AFI Marine, der begge er samarbejdspartnere, og har sikret sig Skagen Offshore Jacket til de medarbejdere og bestyrelse.

Ifølge Helly Hansen er Skagen Offshore Jacket en klassisk, men yderst innovativ sejlerjakke udviklet og testet i samarbejde med professionelle kyst- og offshore-sejlere. Jakken er skabt med Helly Tech Performance Teknologi, der betyder, at den er vandtæt og ekstra åndbar. Den er designet med minimum 50 pct. Ocean Bound-genbrugsmateriale. Det består af tabte og gamle fiskenet samt kasserede fiskeredskaber, der ellers er stor kilde til haveaffald.

Vinder af ’Excellent Product Design’

Jakken tilbyder fuld beskyttelse mod vind, vand og bølger, især omkring halsen og ansigtet, der ofte er udsat på vandet. Helly Hansen-ambassadør og administrerende direktør for The Ocean Race, Richard Manson, er en af de professionelle, der er begejstret for kombinationen af bæredygtigt og højt ydende sejlertøj:

– Jeg tror, at Skagen Offshore-jakken tilbyder det høje niveau af komfort og funktionalitet, der er nødvendig for en række forskellige sejlforhold. Samtidig er jakken også helt i tråd med vores vision om at være katalysator for forandring, når det kommer til bæredygtighed og beskyttelse af havet, fortæller Richard Manson.

Jakken har modtaget en German Design Award i kategorien ’Excellent Product Design’ med juryens begrundelse:

– Skagen Offshore kombinerer den højeste funktionalitet med et tidløst, sporty og elegant look. Den giver beskyttelse mod vand og vind, er åndbar, og det faktum, at jakken er fremstillet af mindst 50 pct. genbrugsmaterialer, gør den også bæredygtig. Et flot design, der opfylder alle kravene til en moderne og yderst funktionel sejlerjakke ned til mindste detalje.

Jakken fås til både mænd og kvinder. Man kan læse mere om Ocean Bound og se kollektionen på www.hellyhansen.com. Jakken har en vejledende pris på 3.500 kr. og kan købes hos AFI Marine.

Foto: Helly Hansen og Emil Paustian