Nyheder ⌟

Sailing Aarhus gennem 2020 som styrket enhed og med sorte tal på bundlinjen

25. maj 2021

Udfordringer var der nok af i 2020 for Sailing Aarhus, som med stor opbakning fra det lokale sejlermiljø rundede det forgangne år af med et positivt årsresultat og en styrket organisation. Trods corona tegner fremtiden sig lys med intet mindre end 14 events i 2021, herunder X-Yachts Gold Cup, VM i 29er, Round Denmark Race og SailGP. 

En vis pandemi løb ganske vist med mange af overskrifterne i 2020, alligevel kan Sailing Aarhus se tilbage på 2020 med højtløftet hoved. Det har kun været muligt at afvikle få stævner og events, men til gengæld lykkedes det Sailing Aarhus at styrke både organisation og båndet til forenings fem medlemsklubber.

2020 startede på usikker grund, da Sailing Aarhus måtte bremse en planlagt stabsudvidelse og sende medarbejdere hjem i marts og halvanden måned frem. I kølvandet på det blev årets store satsning X-35 World Championship aflyst. Senere fulgte flere aflysninger, ligesom flere partnere og sponsorer blev tvunget til at trække sig, heriblandt hovedsponsoren officelab, med et indtjeningstab på små 500.000 kr. til følge.

Stor opbakning fra sejlklubberne i Aarhus

Den hårde start gav anledning til at iværksætte en støttekampagne ’Set Sail With Aarhus’, som blev en stor succes. Gennem salg af poloer, frivillige donationer og bidrag fra det lokale erhvervsliv blev der indsamlet over 145.000 kr.

Desuden trådte medlemsklubberne Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Kaløvig Bådelaug, og Marselisborg Sejlklub til ved hver at donere et beløb baseret på medlemsantallet i klubberne, så den samlede indsamlingssum fra kampagnen endte med at beløbe sig til omtrent 220.000 kr.

Det glædede Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen, der kaldte kampagnen et bevis på stadigt større opbakning til Sailing Aarhus. Ved samme lejlighed roste Jon partnere og sponsorere, som valgte fortsat at støtte sejlsporten, selvom alle har kæmpet hårdt i 2020.

Nyt olympisk popup-event og netværkssatsning

Mens events som Aarhus Foiling Days, F18 NM og DM og andre blev aflyst, blev det de hurtige beslutningers tid, da smittetallet dalede først på sommeren. Det gav plads til et nyt event ved navn Aarhus Olympic Days – et træningsstævne for olympiske klasser – i juni 2020.

Selvsamme stævne genopstod i en ’version 2’ under Sailing Aarhus Week i september 2020, som blev gennemført uden festival på land. I stedet var der en masse at glæde sig over på vandet, hvor hele tre stævner for elite, bredde og ungdom blev afviklet på samme tid. Olympic Days blev en stor succes vilkårene taget i betragtning og giver håb om en gentagelse i nær fremtid, som en slags mini-udgave af Kielerugen.

Foruden Aarhus Olympic Days II tog Kaløvig Bådelaug hånd om Sailing Aarhus Week Youth for 29ere og Europajoller, mens Aarhus Internationale Sejlsportscenter lagde rammer til Sailing Aarhus Week Regatta med tilhørende regatta-dinner.

I efteråret var Sailing Aarhus fortsat presset af restriktionerne, hvilket affødte Sailing Aarhus Navigators – et erhvervsnetværk under kyndig styring af facilitator og udviklingschef Susanne Hoeck. Ved fire netværksmøder i vinteren fandt netværket sin form og fortsætter i 2021 med øget styrke, medlemstilstrømning og flere aktiviteter.

Styrket organisation med flere stærke hænder

Trods ansættelsesstop i årets begyndelse er antallet af hænder i Sailing Aarhus-organisationen blevet flere. Først blev Per Hjerrild ansat som regatta manager, siden Anne Sophie Christensen på konsulentbasis og så Emil Paustian, der er grafisk designer. I efteråret blev Emil tilknyttet på fast basis, og det samme gjorde Christinna Læbel, der fra 1. januar 2021 blev ansat som eventkoordinator på fuld tid.

Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen har hele 2020 været engageret som sponsoransvarlig for The Ocean Race stopover Aarhus, og er derfor forsat tilknyttet Aarhus Events i en 50/50-ordning mellem Sailing Aarhus og Ocean Race. Det har betydet flere hænder i Sailing Aarhus uden stor effekt på lønbudgettet, der ligger på samme niveau som året før.

Dermed består Sailing Aarhus-organisationen af otte medarbejdere tilknyttet på mere eller mindre fast basis. Et stærkt team, der er klar til at smøge ærmerne op i 2021, hvor der som bekendt venter hele 14 events i kalenderen.

Afbalanceret årsresultat trods stort indtægtstab

Takket være egne initiativer, herunder hjælp fra støttekampagne og hjælpepakker, samt en uvurderlig støtte fra medlemsklubber, lokale sejlere, lokalt erhvervsliv og trofaste partnere kan Sailing Aarhus notere et regnskab for 2020 med et overskud på 164.341 kr.

Et for Sailing Aarhus’ bestyrelse meget tilfredsstillende resultat efter et år, hvor der har været både udfordringer end opture. Overskuddet skal gå til at sikre organisationen i 2021, som også ser ud til at byde på restriktioner, forsamlingslofter og udfordringer med at gennemføre events. Sailing Aarhus har i den forbindelse formuleret strategiske pejlemærker og mål for 2021-22:

  • Styrkelse af økonomien, så der sikres kontinuitet, ressourcer og kvalifikationer på et stabilt og tilstrækkeligt højt niveau til professionel drift og nyudvikling
  • Udvikling af sponsorbasen, så den sikrer stabil opbakning til drift og event samt bidrager til, at Sailing Aarhus kan spille en rolle i styrkelse af bredden, ungdommen og eliten i sejlsporten i Aarhus baseret på samarbejde med medlemsklubberne
  • Det skal forblive attraktivt for medlemsklubber og medlemmer at indgå i afvikling af Sailing Aarhus-aktiviteter gennem høj kvalitet, god kommunikation til klubber og frivillige, en model for økonomisk afregning og spændende frivilligarrangementer
  • Løbende udvikling af såvel praktiske og strategiske samarbejdspartnerskaber for skabelse af synergi og ressourceudnyttelse til gavn for sejlsporten i Aarhus
  • Styrkelse af synligheden af sejlsporten som signatursport for Aarhus gennem initiativer til samarbejde mellem sejlsporten, kulturlivet, kommunen og borgerne – især på Aarhus Ø, bl.a. gennem videreudvikling af Sailing Aarhus Week.
Bugnende 2021-kalender med store internationale events

Som nævnt venter et spændende sejlsportsår i Aarhus i 2021, hvor X-Yachts Gold Cup, VM i 29er, Round Denmark Race og ikke mindst SailGP blandt meget andet er på programmet. Corona er fortsat en faktor, som desværre kan få indflydelse på året.

Eventsæsonen begynder 30. april med sidste års udsatte Aarhus Foiling Days, der for første gang afvikles for foilende klasser i bededagsferien. Herefter venter det stort anlagte X-Yachts Gold Cup i maj og Round Denmark Race Inshore efterfulgt af Aarhus Ø-stafetten i juni.

Til juli vender M32 European Series tilbage til Aarhus, efter et vellykket besøg i 2018, mens VM i 29er med op mod 200 internationale besætninger gæster Aarhus i starten af august. I august skal danske Team ROCKWOOL Racing forsøge at sejre på hjemmebanen ved første SailGP-grandprix på skandinavisk grund, inden eventåret 2021 rundes af med et brag under Sailing Aarhus Week 2021 i september.

Få det fulde overblik over aktiviteterne i 2021 her:

  • Aarhus Foiling Days (30. april-2. maj)
  • Round Denmark Race (20.-27. juni)
  • Aarhus Ø-stafetten (23. juni)
  • M32 European Series (23.-25. juli)
  • 29er VM (30. juli-7. august)
  • SailGP (20.-21. august)
  • X-Yachts Gold Cup (27.-29. august eller måske senere)
  • SAA Business Cup (2. September)
  • G&T og pil-selv rejer (3. september)
  • Sejlsportsligaen 2. og 1. division (27.-29. august og 4.-5. september)
  • SAA Week Regatta (4.-5. september)
  • SUP Around Aarhus (5. september)
  • F18 Dansk og Nordisk Mesterskab (17.-19. september)

Årsrapporten for 2020 kan læses i sin fulde længe her.

Foto: Peter Brøgger – sejlsportsfoto, Aarhus Olympic Days II 2020