Christinna Selmer Læbel har været en del af Sailing Aarhus i et års tid, men fra 1. januar 2021 blev løntilskud vekslet til fastansættelse. Christinna er sejler, har erfaring med frivillighed og koordinering under VM i 2018. Hun glæder sig til for alvor at tage fat i Sailing Aarhus efter et år med aflyste aktiviteter på stribe.
Sailing Aarhus har i skrivende stund 16 større eller mindre aktiviteter på tapetet i 2021. Hvis ellers det hele flasker sig. Derfor bliver der rigeligt at se til for Sailing Aarhus’ ’nye’ eventkoordinator, der ikke kan vente med at tage hul på eventarbejdet.
– Christinna har allerede vist, at hun er stærk i det koordinerende arbejde, dygtig til at holde overblik og skabe struktur. Det er der hårdt brug for i en eventorganisation, og derfor venter der også Christinna en vigtig rolle i 2021, hvor vi forhåbentligt kan tage revanche for et sløvt 2020 med mange spændende, kommende events, forklarer Jon Koch Hansen, direktør i Sailing Aarhus, om personaleudvidelsen.
Christinna Selmer Læbels primære opgave bliver at planlægge, koordinere og afvikle kommende events. Især får hun en stor opgave med Sailing Aarhus Week 2021 samt X-Yachts Gold Cup, hvor hun bliver tovholder sammen med Anne Sophie Christensen.
VM-koordinator med mangeårig sejlerbaggrund
Christinna, der har en kandidat i oplevelsesøkonomi fra 2019, var i løbet af sin uddannelse i praktik hos Aarhus Events under VM i sejlsport i 2018. Her fik hun for alvor blod på tanden og var blandt andet med til at håndtere VM-åbningen og medaljeceremonierne. Derudover har hun en naturlig interesse for frivillighed efter en rum tid som frivillig projektleder i Red Barnet Ungdom.
– Jeg glæder mig totalt meget til at komme i gang. Da jeg startede i Sailing Aarhus sidste år, var det jo lidt uheldig timing, men jeg håber, vi kan afvikle vores events i år. Vi har brug for at komme i gang, og det samme har sejlsporten, fortæller Christinna Selmer Læbel, der ikke er ny i sejlsportsverdenen.
– Jeg er opvokset ved vandet, og var derfor tæt på alle mulighederne. Det har givet mig begejstringen for vandet, tilføjer hun.
Da hun var 10-11 år, sejlede hun optimist i Egå. Siden 2-mandsjolle og kølbåd i Aarhus Sejlklub, før windsurfing stjal opmærksomheden for i dag 30-årige Christinna Selmer Læbel. Hun har netop genoptaget windsurfingen efter flere års pause.