Nyheder ⌟

Rindom og Salskov-Iversen bliver en del af det danske SailGP-hold

23. marts 2021

Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen, der sejler 49erFX, er nye ansigter på det danske SailGP-hold, Team ROCKWOOL Racing. Det står klart efter et pressemøde den 23. marts kl. 10.00, hvor de to topsejlere med OL-erfaring er blevet udvalgt blandt i alt seks kvindelige sejlere.

Seks kvindelige sejlere blev i februar inviteret på træningslejr i Frankrig med danske Team ROCKWOOL Racing, der i slutningen af april åbner sæson 2 i SailGP.

Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen var således flankeret af Iben Nielsby Christensen, Trine Abrahamson, Lærke Buhl-Hansen og Ellen Schouw Nielsen, hvoraf de sidstnævnte repræsenterer henholdsvis Aarhus Sejlklub og Marselisborg Sejlklub. Samtlige sejlere høstede stor ros for indsatsen, men nu har det danske SailGP-hold efter en måneds tænketid sat navn på to kvinder, som skal forstærke teamet.

Valget faldt – måske ikke overraskende – på Horsens-sejler Anne-Marie Rindom, der i 2019 blev kåret til Rolex Sailor of the year og i 2016 vandt OL-bronze i Rio, samt Hellerup-sejler Katja Salskov-Iversen, der sammen med Jena Mai Hansen ligeledes vandt OL-bronze i Rio i 49erFX.

Bedre muligheder for kvindelige topatleter

Udvælgelsesprocessen er en del af SailGP’s Race For The Future-initiativ, som sigter mod at skabe bedre muligheder for kvindelige topatleter i professionelle kapsejladser som SailGP.

Styrmand på det danske SailGP-hold, Nicolai Sehested, har tidligere udtrykt stor opbakning til initiativet, ligesom han har rost de seks kvinder samt den generelle kvalitet hos de kvindelige sejlere i Danmark.

Nicolai Sehested, Katja Salskov-Iversen og Anne-Marie Rindom, der også skal sejle OL i Tokyo til sommer, er i fuld gang med forberedelserne til sæson 2, hvor første grandprix finder sted i Bermuda den 24. og 25. april. Herefter venter yderligere syv grandprix-stævner, hvoraf den fjerde som bekendt afvikles i Aarhus den 20.-21. august 2021.

Se pressemødet fra Denmark SailGP Team nedenfor, hvor holdet gør status og fortæller om forventningerne til den kommende sæson. Find også kalenderen for SailGP sæson 2 her.