Nyheder ⌟

Rindom måtte nøjes med EM-sølv efter ubærlig afslutning i Polen

14. oktober 2020

Den forsvarende Europamester Anne-Marie Rindom viste tårnhøjt niveau ved EM i Gdansk, hvor hun fra første sejlads sejlede konkurrenterne agterud. Hele 20 point havde hun ned til den hollandske OL-vinder Marit Bouwmeester inden tirsdagens finalesejladser. Alligevel glippede guldet til sidst i en brandærgerlig afslutning på et ellers stærkt sejlet EM.

Tre danske laser radial-sejlere og fem laser standard-sejlere repræsenterede i den forgange uge de rød-hvide farver ved EM i polske Gdansk. Bedste bud på en dansk medalje var uden tvivl Horsens-sejler Anne-Marie Rindom, der nærmest gjorde rent bord i 2019 og også havde vundet Kieler Woche få uger inden EM.

Den danske favorit lagde også stærkt ud og sejlede mesterligt stabilt, mens konkurrenterne skiftedes til at lave fejl. Det skabte et stort forspring på 20 point efter seks kvalifikationssejladser og fire sejladser i guldfeltet forud for de to afgørende finalesejladser. Desværre resulterede de i en 19. og 16. plads under svære vejrforhold, og da hollandske Marit Bouwmeester samtidig blev nr. 2 og 1, kneb hun sig lige akkurat ind foran Rindom og tog guld.

– Skuffet, ærgerlig og frustreret er bare nogle af de ting, jeg føler lige nu. Jeg lod desværre mine følelser påvirke mig for meget og sejlede langt under niveau i dag (red. på finaledagen). Når det er sagt, var det en god udfordring, og jeg har tænkt mig at lære af det og komme tilbage endnu stærkere, skriver Rindom på sin Facebook-side og tilføjer:

– Min sejlads de første fem dage er jeg virkelig stolt af. Kæmpe tak til min træner Piotr (red. Wojewksi) og hele holdet omkring mig, mine sponsorer, mine venner og familie. I er den største støtte.

19. plads til Anna Munch og gode præstationer i standard

Mens Anne-Marie Rindom altså måtte nøjes med sølvet, bed træningspartneren fra Kaløvig, Anna Munch, sig fast i top-20. Det unge laser radial-håb fik en fornuftig start på mesterskabet med tre sejladser i top-10, men som dagene skred frem gled hun tilbage i feltet og endte på en samlet 19. plads. Tredje dansker laser radial-sejler Michala Norsell blev nr. 22 i sølv-feltet, hvilket altså rækker til en samlet 76. plads.

I laser standard-feltet var unge Johan Schubert fra Horsens bedste dansker på en samlet 56. plads til trods for, at han er født i 2002. Tre år ældre Andreas Krabbe-Christensen blev nr. 62 og var således også en del af standard-sejlernes guldfelt. Stærkt præstation af de talentfulde, unge sejlere.

De tre øvrige danskere Nikolaj Borch, Christian Winkler og Jakob Lejbølle var alle en del af sølvfeltet og sluttede henholdsvis nr. 39, 47. og 62 blandt de næstbedste standard-sejlere. Top-3 i laser standard blev et rent britisk anliggende med Elliot Hanson på 1., Michael Beckett på 2. og Lorenzo Chiavarini på 3. pladsen.

Samtlige resultater fra såvel kvalifikation som guld- og sølvfelt kan findes her.

Anna Munch fra Kaløvig Bådelaug sluttede EM i Polen på en 19. plads.

Unge Johan Schubert fra Horsens var med sin 56. plads bedste danske standard-sejler ved EM til trods for, at han også er den yngste.