Anne-Marie Rindom har en titel at forsvare, når hun og de øvrige danske laser-sejlere krydser klinger med den europæiske elite ved EM i Polen. Rindom kommer til EM med en sejr fra Kieler Woche, mens Kaløvigs Anna Munch banker på for at forbedre sin 13. plads fra EM 2019. Tre kvinder stiller op i laser radial, og fem talentfulde, unge mænd repræsenterer de rød-hvide farver i standard.
Ventetiden har været lang for mange af de danske elitesejlere, der ikke har sejlet meget kapsejlads i 2020. Nu er der så titler og medajler på spil igen samt mulighed for at måle sig med de bedste i klasserne. I den kommende uge gælder det EM for laser radial og standard i polske Gdansk. Et stævne, der oprindeligt skulle have været afholdt i Athen.
Her er verdens bedste kvindelige sejler i 2019 og forsvarende europamester fra Porto, Anne-Marie Rindom, klar til at udfordre Plasschaert, Bouwmeester og de andre i laser radial-feltet, der tæller 109 sejlere fra hele verden.
Rindom kommer til EM med en sejr i Kielerugen trods skadesproblemer før stævnet. Der skulle dog mere end en skade til at stoppe den danske verdensklassesejler, som igen ser ud til at være klar til at levere et stærkt EM-resultat. Det samme er Anna Munch fra Kaløvig og KDY’s Michala Norsell, der fuldender den danske delegation i laser radial.
Fem sultne standard-talenter jagter succesoplevelser
Mens kvinderne ventes at præge toppen af laser radial-feltet, er målsætningen en anden for de fem danskere i laser standard. Det gælder Nikolaj Borch fra Roskilde, Andreas Krabbe-Christensen fra KDY, Jakob Lejbølle fra Oure samt Johan Schubert og Christian Winkler fra Horsens Sejlklub. De er alle er mellem 17 og 21 år og med for at lære.
– Vi har en stærk, talentfuld laser standard-gruppe, som vi er i gang med at opbygge. Lige nu handler det om at sejle en masse kapsejlads, skabe en god kultur omkring klassen og samle på succesoplevelser. På sigt er målet at sikre en nationskvalifikation ved næstkommende lejlighed, så vi kan få en standard-sejler med til OL i 2024, fortæller Jan Christiansen, talentudvikler i Dansk Sejlunion.
– Jeg tror på, at vi har en fremtidig OL-sejler i gruppen, og kan vi nå til OL én gang, kan vi også gøre det igen. Det er svært at spå, om vi har en ny Ben Ainslie eller Robert Scheidt, men som drengene rykker sig, er det et fedt projekt at være en del af, tilføjer han.
Laser-drengene, der alle jævnligt træner i Aarhus, havde en positiv oplevelse i Kiel for få uger siden, beretter Jan Christiansen. Nu jagter de så flere succesoplevelser i Gdansk. Standard-gruppen tæller 6-7 unge sejlere, og fem af dem er altså klar til at udfordre de bedste i Polen i de kommende dage.
EM i Polen starter i dag med kapsejladser fra torsdag og finaler den 13. oktober. Følg med på Sailing Aarhus’ Facebook-side eller på klassens egen hjemmeside for løbende opdateringer.