Nyheder ⌟

Rindom blandt de tre sidste i kampen om Årets Sportsnavn 2019

6. december 2019

For omtrent en måned siden blev hun kåret til verdens bedste sejler, og nu kan hun blive hædret som Årets Sportsnavn i Danmark. Anne-Marie Rindom er én af tre tilbageværende finalister i opløbet om den prestigefyldte titel.

Anne-Marie Rindom må efterhånden kunne gå på vandet. Stort set alt, hun har rørt ved i år, er blevet til guld, og nu er hun tæt på at hive endnu en sejr i land. Årets Sportsnavn 2019.

De var 15 nominerede. Nu er de reduceret til 3 finalister med Anne-Marie iblandt. Vinderen udpeges i Herning den 4. januar 2020 ved det stort anlagte sportsgallashow ’Sport 2019’.

”Det er så vildt at få den anerkendelse for sine resultater og så i en lille sportsgren som sejlsport. Det er fedt at være med til at sætte sporten på kortet”, fortalte Anne-Marie Rindom til DR i forbindelse med afsløringen af de tre finalister.

Karrierens bedste sportsår

Anne-Marie Rindom, der i øjeblikket befinder sig på træningslejr i Australien, tøver ikke med at kalde 2019 for sit bedste år i karrieren.

Det hele tog sin begyndelse i foråret, hvor Anne-Marie vandt Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca og efterfølgende World Cup i Genoa. Det banede vejen for først EM-guld i Porto i maj og siden VM-guld i Japan i juli. Endelig blev det til sølv ved World Cup i Japan.

”Det har uden tvivl været det største sportsår i min sejlsportskarriere. Både resultatmæssigt og personligt. Jeg har sejlet nogle sindssygt gode stævner, men også oplevet modstand undervejs. Det har gjort mig stærkere, og jeg har brugt sæsonen på at få trænet det mentale, og her er jeg blevet bedre gennem sæsonen,” lød det fra hovedpersonen.

Troede, det var uopnåeligt

I slutningen af oktober vandt Anne-Marie Rindom så titlen som Årets Sejler – den bedste i hele verden. Selvom hun efterhånden har haft god tid til at lade det indsynke, må hun stadig knibe sig selv i armen. Det var nemlig en drøm, som hun – indtil hun hørte sit egen navn blive råbt op, troede var umulig at indfri.

”Jeg kniber mig stadig ofte i armen. Det er noget af det største, jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg havde en tanke om, at det her var uopnåeligt. Men nej. Det var så vanvittigt, og jeg er så glad for den anerkendelse”, fortæller Anne-Marie om tiden efter kåringen.

Skulle Anne-Marie Rindom vinde titlen, kommer hun i fornemt selskab. I 2018 tog Caroline Wozniacki titlen som Årets Sportsnavn. Året før var det badmintonstjernen Viktor Axelsen. Navnene på de to øvrige finalister til Årets Sportsnavn bliver offentliggjort inden jul.