De seje, aarhusianske elitesejlere Ida Marie Baad, Marie Thusgaard og Lin Ea Cenholt sikrede i december danske medaljer ved VM i New Zealand. Kort før jul blev de på behørig vis hyldet af over 100 lokale sejlere, der var mødt op for at høre den spændende VM-beretning i Aarhus Sejlklub.
Mere end 100 sejlsportsentusiaster trodsede juletravlheden og bød de lokale medaljehelte Ida Marie Baad, Marie Thusgaard og Lin Ea Cenholt varmt velkommen hjem fra VM i Auckland, New Zealand.
Her blev det nemlig til stor aarhusiansk succes med bl.a. bronze til Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i 49erFX, sølv til Lin Ea Cenholt i Nacra 17 samt en flot top 10-placering til Jonas Warrer og Jakob Precht i 49er, mens alle tre både samtidig tog et vigtigt skridt nærmere OL-deltagelse.
Rammen om den muntre medaljefejring var Aarhus Sejlklubs klubhus, hvor de dygtige sejlere gennem årene har tilbragt adskillige timer. Et smukkere repræsentantskab ved et VM kunne Aarhus Sejlklub næppe have håbet på.
Personlige VM-beretninger og OL-drømme
Udover pæne taler fra Aarhus Sejlklub-formand Jørgen Ringgaard, Aarhus Kommunes kulturudvalg og Idrætssamvirket blev de fremmødte belønnet med bjergtagende beretninger fra sejlerne selv om Medal Race, VM-drømme og meget andet.
Aarhus Sejlklub sørgede for mad og drikke til at skylle de fængslende historier ned med, og det hele blev på fornem vis foreviget af sejlsportsfotograf Peter Brøgger (som også står for alle billeder i indlægget her).
VM i Auckland var som bekendt kun første kapitel i OL 2020-fortællingen. I februar venter anden og sidste del med endnu et VM, denne gang i Australien, inden det står klart, hvem der får lov at repræsentere de danske farver ved sommerens OL i Tokyo.