Nyheder ⌟

Oprykning på spil for Sejlsportsligaens 2. division i Aarhus

27. august 2021

Når Sejlsportsligaens 2. division lørdag tager hul på 4. og sidste stævne i 2021-sæsonen, er der vigtige oprykninger til 1. division på højkant. Thurø Pirates ligger godt til forud for en sejlsportsweekend i selskab med X-Yachts Gold Cup og masser af underholdning ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter i Aarhus.

Der skal findes 5 oprykkere i 2. division, når Sejlsportsligaens 2. division i weekenden sejler årets sidste stævne i Aarhus. Der er således lagt op til en spændende afslutning med masser af stemning på kajkanten, hvor Sejlsportsligaen traditionen tro sørger for LIGA-betting med fede præmier og live-speak for publikum.

Efter tre stævne-sejre på stribe har Youngsters ONE med skipper Lumbye ved roret været suveræne i denne sæson, men det er Thurø Pirates på 2. pladsen, som ligger i ’pole position’ til oprykning. Hverken Youngsters, WOW eller WildCard kan nemlig rykke op i 1. division, hvilket baner vejen for de øvrige klubhold.

Den øjeblikkelige stilling i 2. division kan ses her, men ud over Thurø ligger Team Salt, Syvstjernen, Lynæs og Sletten ligeledes fint til i det samlede regnskab.

Kvinderne flot repræsenteret i 2. division

Ud af 2. divisions 21 hold vil intet mindre end otte WOW-hold (Women On Water) være at finde på startlinjen i Aarhus. Særligt i Aalborg i ligaens 2. stævne og igen Aarhus udgør kvinderne 50 pct. eller mere af sejlerne i feltet. Imponerende! Sejlsportsligaen har forud for stævnet spurgt WOW-holdene, hvad de glæder sig mest til ved stævnet i Aarhus:

– Masser af sejlads, g(r)in og snak på tværs af klubberne – det sociale betyder meget, men også diversiteten. Vi ser frem til at sejle mod de andre klubber, fortæller de.

Det fjerde stævne i Aarhus gennemføres sideløbende med det traditionsrige X-Yachts Gold Cup og Sailing Aarhus Week under Aarhus Festuge. Derfor er Aarhus Internationale Sejlsportscenter klædt på til fest med masser af gæster, livemusik og barer. Desuden vil det være muligt at spille på sit yndlingshold eller -farve samt vinde lækre præmier fra bl.a. Arp-Hansen Group, X-Yachts, Kjær Sommerfelt eller Autohuset Vestergaard.

Sejlsportsligaens 2. division sejles lørdag og søndag i denne weekend fra kl. 10.00 til 17.00 med efterfølgende præmieoverrækkelse og oprykningsfest ved sejlsportscentret. Vel mødt!

Foto: Frederik Sivertsen, Sejlsportsligaen