Nyheder ⌟

Oplev de vilde SailGP-sejladser fra første parket i din egen båd

12. juli 2021

Når det gigantiske SailGP den 20. til 21. august 2021 rammer Aarhus, bliver det med et unikt tilbud til de danske sejlsportsfans. De kan således opleve de vilde F50-katamaraner og de actionfyldte sejladser på allertætteste hold ved at sikre sig plads i egen båd direkte op til SailGP-banen. Find info og links til billetter herunder. 

It’s coming to Denmark! Det blev ikke til endnu et dansk EM-trofæ ved den netop overståede fodboldslutrunde, men til gengæld er der formentlig masser af danske toppræstationer i vente i andre sportsgrene. En af dem er sejlsport, hvor et stærkt OL-sejlerhold i skrivende stund er ved at indfinde sig i Tokyo.

Øjnene bør dog også være rettet mod Aarhus, hvor første skandinaviske SailGP-grandprix i historien står foran sin afvikling om en måned. Her er danske Team ROCKWOOL Racing med blandt andre skipper Nicolai Sehested og OL-guldvinder Martin Kirketerp klar til at give de internationale verdensstjerner prygl på hjemmebane. Og du kan opleve det hele fra tætteste hold.

SailGP giver nemlig de danske fans mulighed for at ankre til langs banen eller banens indercirkel tæt på mærkerne, ligesom der naturligvis er plads i de forskellige fanzoner på land ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter på land. Køb din billet til SailGP i Aarhus her.

Du kan også finde meget mere information om de forskellige muligheder i denne flyer, hvor du også får den ultimative SailGP-guide lige ved hånden. Se også mere på SailGPs egen hjemmeside.