Nyheder ⌟

Ocean Race i Aarhus: Det vil give det aarhusianske sejlsportsmiljø et kæmpe boost

16. september 2019
Sailing Aarhus har mødt Ocean Race-sejler Nicolai Sehested i forbindelse med The Ocean Race European Tour til en snak om, hvad vi kan forvente os af at få verdens næststørste sportsevent på besøg i Aarhus. Nicolai har selv sejlet med i et Ocean Race hele to gange.

Nicolai, vi får Ocean Race til Aarhus i 2022. Hvad er din første tanke omkring det?

”Det er kæmpestort, og det er fedt at få lov at være en del af. Nu er Ocean Race jo et enormt stort event. For dem, der ikke kender det, så er det faktisk det næststørste sportsevent efter VM i fodbold, når det kommer til tilskuere og følgere”.

”Så det er et kæmpe event, og det bliver en stor dag for Aarhus og en stor oplevelse for alle dem, der bryder sig om sejlsport, men også for dem, der ikke ser så meget sejlsport. De får én på opleveren”.

Hvad tænker du som sejler om, at sådan en event kommer til Danmark?

”For det første er jeg stolt på vegne af alle de folk, som er lykkedes med at få det her event til Danmark. Det er en stor opgave, og der er mange lande om buddet. Det er selvfølgelig den første tanke”.

”Som sejler er det jo helt unikt at få lov at sejle på hjemmebane i sådan et race – hvis altså jeg skal sejle med i næste ræs. Der er jo stadig lidt usikkerhed omkring det. Men som sejler synes jeg, det er helt fantastisk, at vi nu har det her ræs på hjemmebane, efter jeg har brugt en del tid på det i alle andre byer og verdensdele”.

Hvad betyder det for det lokale sejlermiljø, at vi får sådan et kæmpeevent til Aarhus – både for ungdommen, men også for de helt almindelige klubsejlere?

”Det giver et kæmpe boost. Det kan være lidt svært at se, hvordan det lige hænger sammen, men det betyder meget at få så markant sejlsportsfokus på Danmark, ligesom da der var VM for de olympiske klasser (red. i 2018). Der er så mange ender, der skal nå sammen, og der er brug for så mange mennesker til at løfte opgaven”.

”Det kommer til at åbne sig en masse muligheder for danske sejlere i forhold til at være en del af det og være med til at forme eventen. Så for alle folk, der er sejlsportsinteresserede, klubsejlere og folk i hele Danmark bliver det en oplevelse, som kan mærkes”.

”Især i lokale sejlsportsmiljøer, for det viser, at man vil sejlsporten i Danmark. Sejlsporten i Danmark har jo været på vej frem i de seneste år. Der kommer flere interesserede, flere sejlere og flere gode resultater til Danmark. Så det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for Danmark”.

Vi glæder os til – forhåbentligt – at se dig i Aarhus i 2022.

”Tak, og i lige måde”.