Nyheder ⌟

The Ocean Race: 2021-2022-ruten tager form – Genova bliver finaleby

23. september 2019

I disse dage arbejder Ocean Race-teamet på højtryk for at udfylde hullerne på ruten til næste udgave af den verdensomspændende kapsejlads. Senest er den italienske havneby Genova udpeget som finaleby. Vi kender således start- og slutbyen på 2021-2022-strækningen, hvor Aarhus altså også er at finde.

Mens sejlerdanmark fortsat går med armene i vejret i kølvandet på nyheden om, at Aarhus bliver stopover-by på The Ocean Race-ruten i 2021-2022, arbejdes der endnu hårdt for at udvælge de sidste heldige byer.

Tidligere i dag blev det så offentliggjort, at den italienske havneby Genova får lov at danne ramme om den store finale i 2022. Genova bliver samtidig den første italienske værtsby i historien – ligesom tilfældet er med Aarhus i Danmark.

Dermed ved vi nu, at startskuddet til næste udgave af den ikoniske sejlads lyder i Alicante på den spanske sydøstkyst, mens en vinder af The Ocean Race 2021-2022 altså skal findes i Norditalien.

Haag og Kap Verde også på Ocean Race-ruten

Inden da har feltet af spektakulære Ocean Race-både gjort holdt i Aarhus, som 30. august blev udpeget som stopover-by. Det blev vi blandt andet på grund af et uforglemmeligt fly-by-event sidste år og en bevist stærk evne til at håndtere store sejlsportsevents, lød det.

Vi ved endnu ikke, hvornår The Ocean Race præcist rammer Aarhus. Kun at det bliver til foråret i 2022 på den sidste del af verdensomsejlingen.

Foruden Aarhus, Alicante som startby og Genova som finaleby har The Ocean Race i løbet af de seneste uger annonceret den hollandske by Haag som stopover-by for tredje gang og São Vicente, Kap Verde, som bliver det første vestafrikanske stop nogensinde.

I 2017-2018 var der 10 etaper på Ocean Race-ruten, og det forventes, at cirka samme antal bliver en realitet i 2021-2022. Det betyder, at cirka halvdelen af Ocean Race-byerne nu er fundet.

Følg sidste del af Ocean Race-puslespillet på organisationens egen facebookside: facebook.com/theoceanrace/