Nyheder ⌟

Sailing Aarhus – Vi har fået nyt look.

22. januar 2019

Meget er sket hos os Sailing Aarhus i de seneste seks måneder, og vi er nu klar med en ny visuel identitet, der skal understøtte fremtidens Sailing Aarhus.

Ti år
Meget er sket hos Sailing Aarhus i de seneste 10 år, hvor adskillelige Europa- og Verdensmesterskaber er blevet afviklet. I starten af maj 2018 skete der en stor omrokering i organisationen, og efter et travlt efterår med blandt andet afviklingen af Hempel Sailing World Championship, er man nu klar til at tage det næste skridt mod fremtidens Sailing Aarhus.

Vores nye personlighed
Vores nye brandidentitet er et standpunkt, som vi skal være fælles om, for at opnå et konsistent brandudtryk, siger Jon Koch Hansen der er den nye direktør i Sailing Aarhus. Og derfor er alle kerneelementerne i Sailing Aarhus’ visuelle identitet blevet opdateret. Det gælder farver, skrifttyper, billedmateriale, ikoner, digitale platforme og subbrands. Hele molevitten har fået en omgang, så det i fremtiden giver en ensartet oplevelse af brandet, uanset om det er digitalt, på mobilen eller trykt materiale.

Det gamle er blevet til nyt
Vi har taget elementer fra det gamle logo og flyttet det over i et nyt. De mange detaljer er skiftet ud med flere simple elementer, og så har vi fokuseret meget på logoets blå farve. Derudover lægger vores nye grafiske udtryk vægt på en let læselige skrift og flotte billeder, som gerne skulle afspejle kvaliteten i det nye produkt vi er ved at udvikle. Først og fremmet har det været en vigtig faktor at logoet tager sig godt ud på tryk, og så skal det selvfølgelig også se lækkert ud.

Mere end bare visuelle elementer
Helt overordnet tager det nye udtryk udgangspunkt i det fundament, som vores brandidentitet allerede bygger på. Formålet er at skabe ét samlet brand, der bringer medlemsklubberne tættere på hinanden og er med til at udbrede kendskabet til sejlsporten. Det er en investering i Sailing Aarhus’ fremtidige udvikling som førende brand inden for sejlsport, så vi kan differentiere os og blive endnu mere genkendelige på markedet.

Selvom det kun er en opfriskning med simple ændringer, er det stadig visuelt iøjefaldende. Enkelt og ligetil. Rent og sammenhængende. Det er et look og en følelse som uden tvivl er ny, men samtidig familiær for hele Sailing Aarhus og vores netværk.