Nyheder ⌟

Nyt ambitiøst Aarhus-event vil være foilingens ’Kieler Woche’

6. marts 2020

Sailing Aarhus står i samarbejde med det lokale foilingmiljø og Foiling.dk bag et nyt, ambitiøst foilingprojekt, som skal samle alle foilende klasser under én fane. ’Aarhus Foiling Days – Powered by Volvo’ bliver navnet på eventen, som debuterer til maj i år og vil være foilingens svar på den traditionelle sejlsports ’Kieler Woche’.

Foiling er på hastig fremmarch i såvel Danmark som resten af den store sejlsportsverden. Med afsæt i dén udvikling lancerer Sailing Aarhus, det lokale foilingmiljø og Foiling.dk nu et nyt foiling-event, der ser dagens lys i forbindelse med bededagsferien i 2020.

– Formålet med eventen er at samle alle foilende klasser i ét stævne, hvor passionen for foil-sejlads, vidensdeling og sociale aktiviteter er omdrejningspunkt, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen og uddyber:

– Tiden er moden til et stævne, som fokuserer på foiling. Foiling har visse lighedstræk med de traditionelle klasser, men adskiller sig også på mange punkter. Derfor arbejder vi med et skævt, Cold Hawaii-lignende setup, hvor der formentligt bliver større fokus på foilingens udvikling end konkurrence-delen i første omgang.

Aarhus Internationale Sejlsportscenter skal danne ramme om eventen, som er døbt Aarhus Foiling Days – Powered by Volvo og afvikles fra 8. til 10. maj 2020. Tilmeldingen åbnede 1. marts under klasserne Wind Foil, Kite Foil, Moth, Waszp, A-Cat og Flying Phantom.

Årligt tilbagevendende begivenhed i Aarhus

Den passionerede windsurfer og foiling-pioner Torben Kornum havde i et stykke tid puslet med ideen om et foiling-event i Aarhus, så da Christian Nygaard fra Foiling.DK ringende med samme tanke, var det tid til at rykke. Det er Torben Kornum i dag glad for, at han og Foiling.DK gjorde. For nu er eventen en realitet, mens ambitionerne er store.

– Vi har en ambition om at gøre Foiling Days til en årligt tilbagevendende begivenhed, som på sigt kan blive de foilende klassers svar på Kielerugen, fortæller Torben Kornum og tilføjer om timingen for eventen:

– Foil vinder frem. Det ser vi bl.a. med overgangen fra RS:X til iQFoil, som kommer på OL-programmet i 2024. Foil-sporten er også ny, og det betyder, at alle dens udøvere på tværs af klasserne kan lære noget af hinanden. Derfor får vidensdeling også høj prioritet de første år – foilere kan lide at nørde, og fordi alting er så nyt, er der masser at ’nørde’ om, siger han og forventer magi, når så mange passionerede foilere samles ét sted.

Torben Kornum er endvidere glad for, at eventen skal foregå i Aarhus, som han roser for et fantastisk sejlsportscenter, suveræne forhold for de foilende klasser og en god talentmasse, hvori han forudser flere kommende OL-deltagere.

Foiling Days støttes af prominent sejlsportspartner

Sailing Aarhus’ lokale partner Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S samt Volvo Car Danmark har tidligere vist stort engagement i forbindelse med Volvo Ocean Race, Hempel Sailing World Championship i Aarhus i 2018, The Ocean Race Tour sidste år og i Sailing Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter generelt. Derfor lå det ligefor at støtte op om Aarhus Foiling Days, som gennem et navnesponsorat tilføjes ’Powered by Volvo’, lyder det fra Morten Holst Nielsen, der er filialchef i Pedersen & Nielsen i Aarhus.

– Som lokal Volvo-forhandler i Aarhus faldt det kun naturligt at støtte op om min gode ven Torben Kornums initiativ til at skabe endnu et stort event i Aarhus på tværs af alle foilende klasser. Ligesom i forbindelse med Volvo Ocean Race og VM i 2018 er det en fornøjelse at opleve det engagement og den vilje til nytænkning, som er med til at sikre så mange gode sejlsportsevents i Aarhus. Det kan vi som by være stolte af, siger han og tilføjer, at man hos Volvo arbejder med teknologisk avancerede produkter og teknologier, herunder hybridbiler og el, hvilket flugter med den vidensdeling og det grejnørderi, Foiling Days også rummer.

Man kan læse mere om Aarhus Foiling Days – Powered by Volvo og tilmelde sig på sailing-aarhus.dk/foiling-days/. Find også dens nyoprettede Facebook-gruppe af samme navn for alle foilere eller holde øje med den kommende Facebook-begivenhed for publikum og andre.