Aarhus Ø-stafetten er navnet på et nyt motionsløb, der skal vise Aarhus Ø frem fra sin bedste side. Sailing Aarhus står bag stafetten og håber på at trække såvel lokalbeboere som aarhusianere, der ikke har sin vanlige gang på Aarhus Ø, ned til Aarhus Internationale Sejlsportscenter og dets unikke omgivelser.
Sailing Aarhus, der i de senere år har haft succes med at afvikle sejlsportsevents, er sikkert ikke det første, man tænker på, når snakken falder på et løbeevent. Ikke desto mindre står eventorganisationen nu bag et nyt motionsløb, der er døbt ’Aarhus Ø-stafetten, og det er der en fin forklaring på.
– Vi har længe gået med tanker om at skabe mere folkelige events, som dels kan trække den almindelige borger ned til sejlsportscentret (red. Aarhus Internationale Sejlsportscenter) og dels kan aktivere de folk, der bor på Aarhus Ø, hvor vi selv holder til. Vi vil gerne være mere lokalt forankret, og vi føler, vi har en forpligtigelse til at inddrage ’ø-boerne’, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen og uddyber:
– Vi har nogle fantastiske faciliteter med en helt unik placering, og i bund og grund handler det om at invitere flere folk ned til vores legeplads. Vandet og de maritime havnearealer kan noget helt specielt, og det vil vi gerne vise på en ny og anderledes måde. Vi vil skabe interesse og nysgerrighed for de ting, vi laver på havnen.
Smuk løberute med udsigter og løb over vand
Aarhus Ø-stafetten er et urbant cityløb, som adskiller sig fra mange andre motionsløb. Ruten tager løberne mellem Aarhus Ø’s ikoniske byggerier, langs vandet med flotte udsigter over Aarhusbugten samt over vandet på broer.
Løbet starter og slutter ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter på spidsen af Aarhus Ø og måler fire kilometer, der skal tilbagelægges over tre gange i stafethold bestående af tre løbere.
– Vi synes, at idéen og konceptet om et motionsløb på Aarhus Ø er god. Vi ved, at antallet af motionsløbere har været støt stigende, og at cirka en femtedel af os jævnligt snører løbeskoene. Og med den placering vi har på Aarhus Ø med havet som baggrund og muligheden for at løbe ved vandet, er vi overbeviste om, at vi har rammerne for en god event, fortæller Jon Koch Hansen fra Sailing Aarhus, der har allieret sig med en dygtig projektleder med mange års erfaring fra afvikling af løbeevents.
Løbearrangementet afrundes på eventpladsen foran sejlsportscentret, hvor deltagergebyret foruden løbet dækker over mad og drikke. Læs mere om Aarhus Ø-stafetten og tilmeld dig på www.sailing-aarhus.dk/aarhus-oe-stafetten/ fra onsdag den 24. juni kl. 12.00.