Natten til tirsdag kl. 03:33:34 kom tyske Haspa Hamburg som den første båd i mål i årets Garmin Round Denmark Race efter mindre end fire døgn og slog dermed rekorden for hurtigste tid rundt om Danmark i sejlbåd med knap 6 timer.
Garmin Round Denmark Race startede på vandet ud for Aarhus Internationale Sejlsportscenter fredag den 24. juli, og den nye rekord-tid Danmark rundt lyder på 85 timer, 33 minutter og 34 sekunder.
”Det er en imponerende rekord-tid, særligt af en båd og besætning, som deltager for første gang i Garmin Round Denmark Race,” udtaler Regatta Manager Per Hjerrild Hansen og fortsætter: ”Besætningen var overraskende friske, da de kom i mål i nat og blev taget imod af løbsledelsen med croissanter, kaffe, champagne og fadøl på Aarhus Internationale Sejlsportscenter.” Her har et ur fra Garmin i to år ligget i en glasmontre og ventet på en ny rekordholder, efter at Frostboksen Sailing Team i 2024 kappede 10 timer af den daværende rekord-tid.

Kapsejladsen følger Danmarks kyster rundt på en såkaldt inshore-rute med start og slut i Aarhus og går gennem Kattegat op til Skagen, sydpå gennem Øresund, ud i Østersøen rundt om Bornholm og Christiansø, ned forbi Gedser, op gennem det sydfynske Øhav og nordpå gennem Lillebælt tilbage til Aarhus. Der er også en offshore-rute, der går op langs vestkysten.
Der er ingen stop undervejs på den ca. 680 sømil lange distance (svarende til ca.1.250 km.), hvilket gør Garmin Round Denmark Race til Danmarks længste og hårdeste kapsejlads. Stærk vind og hård sø har da også betydet, at flere både i år har måttet udgå med bl.a. en brækket mast.

Undervejs møder sejlerne skiftende vejr-, vind- og strømforhold og skal arbejde koncentreret døgnet rundt med vanskelig navigation og skiftende sejlføring. Vinderen er derfor ikke nødvendigvis den hurtigste bådtype, men den skipper og besætning, der formår at tage de rigtige beslutninger undervejs.
Selv om sejlerne ikke får meget søvn, er der heldigvis overskud til et stærkt socialt sammenhold blandt bådene, selv om de også er hinandens konkurrenter. Undervejs bliver der kommunikeret flittigt mellem sejlerne på sociale medier om alt fra tekniske udfordringer til billeder af morgenmaden.

De 21 registrerede både er opdelt i tre kategorier: Singlehand, doublehand og fully crewed. (Singlehand-sejlere skal gå i havn og hvile min. 8 timer efter max. 36 timers sejlads). Haspa Hamburg er fully crewed med 12 besætningsmedlemmer ombord. Skipperen Max Gärtner bliver belønnet med hele to Garmin ure som første fully crewed i mål i årets kapsejlads og som ny rekordholder, hvilket udløser et ur med dato og tid for rekorden indgraveret. Hele besætningen får desuden en Garmin dry bag og GRDR26-tin kop.

