Finn Beton Fonden, der skal give unge sejlsportstalenter et godt karriereafsæt, åbner 1. april og kan søges indtil 1. juni. Fonden hylder især fællesskabet, men søges til alle projekter, der støtter østjyske talenter på vej mod at nå deres mål. Ifølge kriterierne skal 50-75 pct. af de indsamlede 165.000 kr. uddeles i år.
Kunne du som ung sejler godt bruge en ny trailer, nyt grej eller noget helt tredje, er hjælpen måske lige om hjørnet. Den 1. april åbnede Finn Beton Fonden for ansøgning – kriterier og retningslinjer kan findes her. Fonden kan søges indtil 1. juni i år, hvor den uddeler mellem 5.000 og 25.000 kr. for projekter og initiativer, der støtter unge sejlere til at nå deres sportslige mål.
I alt er der indsamlet 165.000 kr. i fonden, hvoraf 50-75 pct. ifølge kriterierne skal uddeles i år. Fonden tilgodeser især projekter, der er klart formuleret, gavner flest muligt og styrker fællesskabet, fortæller Sailing Aarhus, der i samarbejde med Finn Beton og Elite- og Talentcenter Aarhus’ cheftræner administrerer fonden.
– Fondens formål er både at støtte det enkelte talent, men også fællesskabet, som ingen sejler klarer sig uden. Fonden skal støtte det sociale aspekt i sejlsport. Vi kommer kun selv frem, hvis vi hjælper hinanden, og det budskab vil vi gerne brede ud, så flere får lyst til at bidrage til netop det, forklarer Christinna Selmer Læbel, eventkoordinator i Sailing Aarhus.
Gavner vækstlaget under øverste niveau
Midlerne i fonden kommer blandt andet fra Finn Betons afskedsreception i efteråret og fra indsamling til minde om Poul Kirketerp, der ligesom Finn Beton var en fantastisk ambassadør for sejlsporten. Finn Beton Fonden er fortsat åben for dem, der ønsker at give et bidrag.
Om fondens berettigelse har Finn ’Beton’ Jensen, der er mangeårig sejlsportstræner og leder af Elite- og Talentcenter Aarhus, sagt følgende:
– At dyrke eliteidræt er en kæmpe udfordring, og det kræver meget mere end blot hårdt arbejde, dedikation og talent. Det, at forfølge en elitepræget karriere inden for sejlsport, er meget bekosteligt. I starten understøttes sejlerne typisk af deres familie, men på et tidspunkt vil ressourcerne herfra ikke længere være tilstrækkelige. Dansk Sejlunion yder en del støtte, men næsten kun til dem, der er nået højeste niveau. Derfor er det især vækstlaget af talenter lige under dette niveau, der har brug for ekstra støtte.
Som det er formuleret i kriterierne, kan motiverede ansøgninger sendes til Sailing Aarhus’ sekretariat på info@sailing-aarhus.dk. Ansøgningerne behandles efter deadline den 1. juni, hvorefter et svar kan forventes cirka én måned efter. Se mere her.