Nyheder ⌟

Mød Anne-Marie Rindom, når WOW igen stiller skarpt på ’talent’

10. december 2019

Den 24. januar 2020 inviterer Women on Water(WOW) igen til netværksmøde i Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Fokus er på ’talent’, og hvordan man bruger det til at gøre en forskel. Mød OL-sejler Anne-Marie Rindom, direktør i Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard, og Susanne Hoeck, der er konferencier og prisvindende journalist.

På den anden side af jul og nytår kan du lade dig inspirere af tre yderst talentfulde folk med hver deres speciale og blive klogere på, hvordan du får det optimale ud af dit talent sammen Women on Water (WOW). Det sker nærmere bestemt fredag d. 24. januar kl. 8.30 i Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

Her kan du møde OL-sejler Anne-Marie Rindom, direktør for Muskelsvindfonden Simon Toftgaard og Susanne Hoeck, der er konferencier og prisvindende journalist.

Anne-Marie Rindom blev i 2019 hædret med titlen som World Sailor of the Year efter én af karrierens bedste sæsoner, som blandt andet bød på EM- og VM-guld. Hun ved om nogen, hvordan man tøjler sit talent.

Det samme kan siges om Simon Toftgaard, der tilbage i maj blev udpeget som formand for muskelsvindfonden. Simon har i de seneste 10 år været synonym med Grøn Koncert – først som den fiktive figur ’Tonni The Man’ og siden som konferencier med Jacob Haugaard.

Endelig er der Susanne Hoeck, der udover at være kendt som journalist og professionel debattør er initiativtager til ”Women’s Board Award” – en årlig anerkendelse af Danmarks dygtigste, kvindelige bestyrelsesmedlem.

Tilmeldingen er nu åben

De tre kompetente oplægsholdere står sidst i januar sammen om at udfolde begrebet ’talent’ og give deres bud på, hvordan man håndterer sit talent med henblik på at gøre en afgørende forskel i sit daglige virke.

WOW står som nævnt bag dette lærerige netværksmøde, som du – ifølge foreningens egen catchphrase – ikke vil gå glip af. Du kan læse om arrangementet på sailing-aarhus.dk/wow/ eller WOW netværk Aarhus samt tilmelde dig nu via dette link: sejlsport.nemtilmeld.dk/29/

Kender du ikke allerede Women on Water, er det kort fortalt et fællesskab for kvinder, som kombinerer passion for sejlads med erhvervsliv. Følg WOW på facebook.com/WomenOnWater.WoW/.