Nyheder ⌟

MAST-hold sejler under Youngsters-fane i Sejlsportsligaens 1. division

18. maj 2022

Sejlsportsligaen har fra sæsonstart i 2022 gjort det muligt for Youngsters-holdene at sejle i 1. division. Det har banet vejen til landets bedste sejlsportsrække for Marselisborg Sejlklubs talentfulde MAST-sejlere, der stiller til sæsonstart som nyt Youngsters-hold. Første stævne i 1. division skydes i gang i Svanemøllen den 26. maj 2022.

Sejlsportsligaen skærper konkurrencen i landets bedste sejlsportsrække, hvor Youngsters-holdene indtræder i denne sæson. Det betyder, at ligaens yngste sejlere nu skal krydse klinger med landets bedste klubsejlere. Marselisborg Sailing Team – i daglig tale MAST – udgør til den nye sæson et af Youngsters-holdene i 1. division, hvilket bliver mødt med spænding.

– Vi er spændte på at sejle med i 1. division og ser det som en god mulighed for at udvikle os yderligere som sejlere. Nogle af os har sejlet ligasejlads før, men vi har nok ikke helt så meget kølbådserfaring som de andre hold. Det er bare fedt at sejle en masse forskelligt, hvilket er med til at gøre os endnu dygtigere sejlere, fortæller Frederik Fomsgaard Bruun fra MAST.

Frederik og resten af MASTs bruttotrup på otte sejlere har fået lov at træne i ligaens J70ere i et par uger, så de kan blive klar til sæsonstarten i 1. division i sidste weekend af maj. Netop på grund af den begrænsede erfaring tør Frederik ikke spå om sæsonen. Han forventer ikke, at MAST skal sejle med i toppen, men håber på, holdet klarer sig godt.

Youngsters i 1. division gavner talentudviklingen

Youngsters er et sejlerfællesskab for danske ungdomssejlere på tværs af klubberne. I starten var ambitionen at skabe en pendant til ’de voksnes’ liga, men i stedet blev det til årlige camps og indtræden i 2. division. Ifølge ligaens holdoversigt figurerer fire Youngsters-hold i 2022.

– Sejlsportsligaen har i 2022 gjort det muligt for Youngsters at deltage i 1. division. Det har medført, at stærke, unge hold som MAST i år skal sejle op mod landets absolut bedste klubhold. Der er ingen tvivl om, at MAST og de øvrige Youngsters-hold skaber en fed dynamik, diversitet og konkurrence til ligaen, fortæller Nynne Ammundsen, Brand Manager hos Sejlsportsligaen, og uddyber:

– Sejlsportsligaen er for alle, både jollesejlere som fra MAST og erfarne kølbådssejlere. Det, at de yngre sejlere som MAST kommer med på banen, er kun en fordel for Sejlsportsligaen, de andre klubhold og hele sejler-Danmark, forklarer hun.

MAST-holdet håber at kunne etablere sig og blive en del af Sejlsportsligaen i mange år, forklarer Frederik Fomsgaard Bruun. I sidste sæson sejrede et af Youngsters-holdene i 2. division. Om MAST eller andre Youngsters-hold tager Sejlsportsligaen med storm i 2022, må tiden vise – i første omgang i Svanemøllen i maj. Læs mere om Sejlsportsligaen og se stævnerne i 2022 her.

Foto: Frederik Sivertsen, Sejlsportsligaen