Nyheder ⌟

Lokale legender inviterer store sejlsportsnavne til ’Stjernetræf’ i Aarhus

7. juni 2022

Trænerlegende Finn ’Beton’ Jensen og Kaløvig-ildsjæl Oluf Grønkjær står bag ’Finn Betons Stjernetræf’ den 30. august 2022. Flere OL-medaljevindere og sejlsportskoryfæer deltager i eventen, hvor Sailing Aarhus’ netværk, sponsorer og potentielle partnere inviteres til kapsejlads på Aarhusbugten for at bidrage til Finn Beton Fonden, der støtter unge sejleres rejse mod verdenstoppen.

Kunne du tænke dig at udfordre en OL-guldvinder i kapsejlads? Eller måske lure tricks af hos en SailGP-stjerne? Så har du og din virksomhed chancen tirsdag den 30. august, når de to lokale legender, den mangeårige Dansk Sejlunion-træner Finn Beton Jensen og forhenværende Sailing Aarhus-formand Oluf Grønkjær, arrangerer ’Stjernetræf’ på Aarhusbugten.

Ud over et tocifret antal sejlsportsstjerner, blandt andet Jonas Warrer, Martin Kirketerp og Henrik Blakskjær, inviteres erhvervslivet i og omkring Aarhus, heriblandt partnere i Sailing Aarhus, netværk og potentielle partnere, til kapsejlads med og mod sejlsportsprofilerne.

– Idéen opstod, da Oluf og jeg talte om, at det kunne være hyggeligt at mødes med ’de gamle’ gutter og sejle kapsejlads. Vi talte også om, at det var vigtigt at holde liv i Finn Beton Fonden, og på den måde opstod tanken om at kombinere de to ting. Siden har vi taget kontakt til flere tidligere sejlere, der alle syntes, at det kunne være fedt at hjælpe med at samle penge ind til fonden, forklarer Finn Beton.

Stjernestøv til erhvervslivet i Aarhus og omegn

Arrangementet er gratis for virksomheder med tilknytning eller potentiel tilknytning til Sailing Aarhus og foregår ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter, der stiller an med frokost og inspirerende oplæg, inden der skal sejlads kapsejlads på Aarhusbugten.

– Vi tilbyder, at erhvervslivet kan få lov at prøve kræfter med kapsejlads og få lidt stjernestøv. Vi har fået lov at låne Sejlsportsligaens J70’ere, hvor der kan være fem i hver – tre erhvervsfolk og to stjerner. Vi håber at gøre Stjernetræf til en årligt tilbagevendende begivenhed, men måske i forskellige former, fortæller Finn Beton, der sender en varm tak til Sejlsportsligaen, som har været med til at realisere projektet.

Foruden allerede nævnte sejlsportsstjerner er også OL-guldvinder Anne-Marie Rindom, Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, der begge sejlede OL i 49erFX i Tokyo, samt Dennis Dengsø Andersen og Rachel Kiel med i Stjernetræf. Alle, som Finn Beton Jensen har været i kontakt med, er positivt indstillet, men flere, blandt andet Jena Mai Hansen, Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck er forhindret i at deltage grundet VM i Canada.

Du kan læse mere om Finn Beton Fonden her og se Stjernetræf-invitationen her. Ønsker du at høre nærmere, kan Sailing Aarhus kontaktes på info@sailing-aarhus.dk.

I forbindelse med Stjernetræf uddeles årets fondsmidler til de heldige ansøgere. I skrivende stund har fonden modtaget ansøgninger for langt over det beløb, der uddeles. Ansøgerne får tilsagn omkring 1. juli 2022.

Foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto