Kaløvigs Anna Munch var bedst blandt 34 ILCA 6-joller, mens søstrene Schmidt og Horsens’ AJ Schütt og Iben Nielsby ligeledes fandt vej til podiet i 49erFX ved Nordic Olympic Days 2022 i Aarhus. I stævnets sidste klasse, ILCA 7, blev det til svensk sejr til Ludde Lindquist. Det nye træningsstævne bød på seks kombinerede trænings- og kapsejladsdage i hovedsageligt let, springende vind.
Om få dage begynder VM i Canada for 49er, 49erFX og Nacra 17, men danske sejlsportsfans må spejde langt efter rød-hvide flag på 49erFX’ernes startlinje. Flere af landets bedste FX-sejlere har således valgt træningstid over logistikkabale og lange rejsetider tværs over Atlanten og stillede i stedet op i Nordic Olympic Days på Aarhusbugten.
Danmarks to vel nok højst rangerede FX-besætninger i form af Johanne og Andrea Schmidt samt Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby var blandt de, der var blevet hjemme. I alt deltog 55 besætninger på tværs af ILCA 6, 7 og 49erFX til tre dages fællestræning og tre dages kapsejlads fra 23. til 28. august i Aarhus.
Det var da også Kaløvig-søstrene Schmidt, AJ Schütt og Iben Nielsby fra Horsens og norske Andersen og Edland, der blev nr. 18 ved EM i Aarhus, der satte sig på podiepladserne ved træningsstævnet i Aarhus. Den norske besætning strøg til tops efter en forrygende start med fem prikker i streg. Søstrene Schmidt blev 2’er blot 3 point efter, mens Schütt og Nielsby altså sikrede tredjepladsen. Se resultatlisten her.
Aarhusiansk sejr i stort ILCA 6-felt
Hele 34 sejlere stillede til start i ILCA 6-rækken, hvor Kaløvig Bådelaugs Anna Munch viste, at hun også er stærkt sejlende efter sin sommerferie. I hvert fald satte hun sine 33 konkurrenter på plads og tog stævnesejren med mere end dobbelt så få point som Sofie Slotsgaard på 2. pladsen.
Norske Marie Jacobsen Lepperød snuppede 3. pladsen blandt flere norske, svenske, lettiske og sågar tre ukrainske joller foruden flere unge herre-sejlere, som var blevet mixet sammen med kvinderne ved stævnet. Se det endelige resultat her.
Endelig tog svenske Ludde Lindquist sejren i ILCA 7-rækken foran landsmanden Wilhelm Kark og finske Nooa Laukkanen. Bedste danske sejler blev Andreas Krabbe-Christensen fra KDY. Se endeligt resultat her. I alle tre rækker blev der gennemført 12-13 sejladser over tre dage i mestendels let, springende vind på Aarhusbugten.
Mens VM i Canada står for døren for 49er og 49erFX, hedder næste store ILCA 6-mesterskab VM i Texas, USA, i oktober 2022. Nordic Olympic Days blev afviklet for allerførste gang i år, men umiddelbart ligner det en tilbagevenden til næste år, hvor håbet er, at flere olympiske klasser vil deltage.
Foto: Sailing Aarhus
Se mere video og interviews med sejlerne på Sailing Aarhus’ Facebook-side