Windsurfer Lærke Buhl-Hansen fra Aarhus Sejlklub viste, at hun kunne være med blandt de bedste ved RS:X-EM i Portugal. Undervejs blev det blandt andet til to vundne men også et par tunge sejladser, hvilket rakte til en samlet 8. plads. Nu er forberedelserne i gang til VM i Spanien i april.
Danmarks bedste kvindelige windsurfer, Lærke Buhl-Hansen, mødte op til EM i RS:X efter en fornem 3. plads ved opvarmningsstævnet Portugal Grandprix ugen forinden. Og den gode form så Aarhus-sejleren ud til at have taget med sig ind i EM-ugen, da hun i første sejlads surfede sig til en førsteplads i den samlede stilling.
Lærke Buhl-Hansen formåede ikke at holde kadencen, men fulgte alligevel op med en række stabile top 10-sejladser. Faktisk blev det til en sejr og en andenplads på dag 3, hvilket havde bragt hende op på en 5. plads og ind i medaljekampen.
Desværre ramlede Lærke ind i sin hidtil dårligste serie dagen før Medal Race, hvor hun dog med en pæn 6. plads sikrede sig den samlede 8. plads i feltet.
– EM blev et stævne med en blanding af fantastiske dage og nogle ret tunge dage på vandet. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og de gode dage viser, at der bare er én vej, og det er frem, skrev Lærke Buhl-Hansen efterfølgende på sin Facebook-side.
I Vilamoura siden oktober – nu er det tid til VM
Der venter et fortsat hårdt program for Lærke Buhl-Hansen, som har boet i Vilamoura på den portugisiske sydkyst siden oktober. Nu går turen videre til Cadiz i det sydspanske, hvor VM sejles fra den 21. til 27. april 2021. Efter VM bliver det så tid til at tune ind på sommerens OL i Tokyo.
8. pladsen i Vilamoura var en forbedring på to placeringer i forhold til sidste års EM for Lærke Buhl-Hansen. I 2020 kastede VM i Sorrento, Australien, en samlet 17. plads af sig, og dén placering går hun formentlig også benhårdt efter at forbedre i Cadiz.
Dette års EM i RS:X blev vundet af den franske OL-guldvinder fra Rio, Charline Picon, foran hollandske Lilian De Geus og polske Zofia Klepacka på 2. og 3. pladsen. Hos mændene vandt hollandske Kiran Badloe EM-guld. Se den samlede resultatliste her.