Kvindeholdet Team Salt snuppede sejren i Sejlsportsligaens 2. divisionsfinale i Aarhus og brød dermed Youngsters One’s dominans med hele tre stævnesejre på stribe. Efter en fantastisk sæsonafslutning med stor sejlerfest om lørdagen i Aarhus Internationale Sejlsportscenter står det nu klart, hvilke fem hold der i næste sæson er at finde i landets bedste sejlsportsdivision.
Efter at have gjort rent bord i samtlige tre stævner måtte de unge mænd på Youngsters One-holdet se sig slået i finalen af Sejlsportsligaens 2. division, som lørdag og søndag blev afviklet i Aarhus Internationale Sejlsportscenter.
Afgørelsen faldt i allersidste sejlads, hvor kvinderne fra Team Salt med en prik tog den samlede sejr foran netop Youngsters. En tæt topstrid sluttede således med Team Salt øverst på podiet efterfulgt af Youngsters One og Happy Moms på 3. pladsen med to points adskillelse mellem hver af podiepladserne. To ud af de tre på podiet er WOW-hold.
Efter stævnet i Aarhus står det nu klart, at Thurø Sejlklub, som blev nummer fire i Aarhus, rykker op i 1. division sammen med Syvstjernen Yacht Club, Sejlcenter Nivå, Oure og Lynæs Sejl- og Kajakklub, fordi hverken Youngsters- eller WOW-holdene har mulighed for at rykke op. Vinderne af 2. division 2021 blev Youngsters One foran Thurø og Salt.
Kvinderne leverede også på land
Det var ikke kun på vandet, at kvinderne fra Sejlsportsligaen leverede. Lørdag aften gik Happymoms fra KDY på scenen foran små 500 gæster i Aarhus Internationale Sejlsportscenter med en festlig fællessang, der blev akkompagneret af klapsalver og hujen.
Sideløbende med Sejlsportsligastævnet gennemførte X-Yachts nemlig Gold Cup 2021, hvor cirka 400 sejlere ligeledes havde ’slået lejr’ i Aarhus fra torsdag til søndag. Det blev et brag af en fest med livemusik af The Boss – Tribute to Springsteen, 3-retters menu og fest til sent ud på natten.
– Vi er super glade for at kunne gentage vores 3. plads fra sidste år, og festen lørdag aften blev et kapitel for sig med sang fra scenen og dans med sejlerne fra X-Yachts Gold Cup. Vi glæder os til næste WOW-stævne i Sundby, og til at komme ’hjem’ til Aarhus i 2022, lød det fra WOW-sejleren Neel Thau.
Se resultaterne fra stævnet i Aarhus her og det samlede resultat af 2. division 2021 her.
Foto: Frederik Sivertsen, Sejlsportsligaen