Nyheder ⌟

Kaløvig Cobras må trække sig fra dette års Sailing Champions League

6. august 2020

Sidste års CL-bronzevindere fra Kaløvig får ikke mulighed for at gentage sidste års bedrifter i dette års Sailing Champions League (SCL). Verdenssituationen har tvunget SCL til at ændre stævneformat og datoer ad flere omgange, hvilket betyder, at kaløvigerne ikke kan stille hold. 

Sidste år leverede Kaløvig Cobras et storslået ’run’ i Sailing Champions League (SCL) og var med i kampen om de sjove pladser til det sidste. Det endte som bekendt med en flot bronzemedalje til det aarhusianske sejlermandskab.

Desværre får Kaløvig Cobras ikke chance for at sikre endnu en SCL-medalje i denne omgang, da holdet ganske enkelt ikke kan stille hold på kvalifikationsdagene som følge af de mange datoændringer. Det bekræfter en ærgerlig Lars Vilhelmsen, der er skipper hos Kaløvig Cobras.

Kaløvig Cobras havde ellers sikret sig billet til kvalifikationen hos Deutscher Touring Yacht Club i München efter en 4. plads i Sejlsportsligaen sidste år. Top-4-klubberne i de nationale ligaer i Europa får nemlig adgang til SCL, og ved Sejlsportsligaens finalestævne i Aarhus i 2019 gik pladserne så til KDY, Bandholm, Frederikshavn og altså Kaløvig.

Kun én kvalifikation i Tyskland samt finale i Italien

De gentagne ændringer i SCL-programmet sker som følge af de globale rejse-restriktioner og risiko for smittespredning. I sidste uge blev det så endeligt meldt ud, at SCL-serien i år bliver begrænset til én kvalifikation i München fra 20. til 23. august, mens finalen afvikles i Porto Cervo på Sardinien, Italien, fra 15. til 18. oktober 2020.

– Den forkortede udgave er bestemt ikke det ideelle scenarie, men vi glæder os alligevel til at byde de bedste klubber fra i alt 19 nationer velkommen til finalen i Porto Cervo. Vi er meget taknemmelige for sejlernes fleksibilitet og de mange klubber og deres repræsentanter, der har samarbejdet i af de seneste uger for at imødekomme ethvert tænkeligt scenarie, lyder det fra Anke Lukosch, Project Manager hos SCL, i en presseskrivelse.

Det endelige SCL-format betyder, at de to planlagte kvalifikationsserier i Sankt Petersborg, Rusland, og Mariehamn, Finland, altså er aflyst. I stedet går de nationale vindere fra 2019 direkte i finalen, mens de øvrige skal forsøge at klemme sig ind i top-11 i kvalifikationen for at vinde en finaleplads.