Nyheder ⌟

Kaløvig Bådelaug inviterer til midsommer-kapsejlads om ’De 2 Øer’

19. maj 2021

Den 18. – 19. juni 2021 står Kaløvig Bådelaug bag én af landets smukkeste midsommernat-kapsejladser under det traditionsrige navn ’De 2 Øer’. Sejladsen er åben for alle sejlbåde: singlehand, double-handed og multi-handed med eller uden målebrev.

Er du ikke én af dem, der skal prøve kræfter med Nordeuropas hårdeste sejlrute, når Round Denmark Race går løs den 19. juni 2021, har Kaløvig Bådelaug et mindst lige så smukt alternativ til en midsommerkapsejlads.

Samme weekend, den 18. til 19. juni, inviterer Kaløvig nemlig på den traditionelle ’De 2 Øer’, der er en årligt tilbagevendende midsommerkapsejlads, som strækker sig over ca. 62 sømil med start og målgang i Kaløvig.

Der sejles med respit-start, hvor mindste båd sendes afsted først, hvilket bliver fredag den 18. juni kl. 19.00. Kapsejladsen er åben for alle sejlbåde – singlehand, double-handed og multi-handed med eller uden målebrev, dog ingen katamaraner.

Turen går rundt om Hjelm og Tunø (eller omvendt), og det ventes, at alle er tilbage i Kaløvig lørdag den 19. juni ved middagstid. Her er der præmier til første båd i mål (line of honour), første singlehand-båd i mål og første rene pigebesætning i mål. Derudover gives der præmier efter kapsejladskomitéens skøn.

Se meget mere og find indbydelse, tilmelding og sejladsbestemmelser her.